Når hvidtjørnen blomstrer

Hvidtjørnens blomstring er forårets højdepunkt, hvor indslag fra alle elementer slår sammen i et flor af sanseindtryk. Men tag nu ikke fejl, for mirabellerne blomstrer først og kan let forveksles med hvidtjørn. Det er svært at sætte dato på hvornår, forskellige træer og buske springer ud, men mirabeller begynder sædvanligvis deres blomstring omkring 1. april og hvidtjørn en måneds tid senere.

Når hvidtjørnen blomstrer begynder nattergalen at synge, gøgen at kukke, og løvfrøerne at kvække i kor. Desværre har vi ikke så mange ynglende nattergale i Danmark mere. De kræver lige som løvfrøerne, fredelige områder med krat og vand. Gøgen kan vi heldigvis ikke undgå at høre. Den skal jo heller ikke selv sørge for at opfostre sit afkom, så måske er den ikke i samme grad som nattergal og løvfrø truet med hensyn til levesteder. Uret er for længst stillet om til sommertid, det er længe lyst og oplagt at arrangere en aftentur ud til kystområder og engarealer med vandhuller. Her er netop masser af hvidtjørn, men i de senere år har det krævet tålmodighed at få lov til at opleve nattergalenes sang og løvfrøernes musik. Ja, jeg siger løvfrøernes musik, for når de kvækker i kor, frembringes et rytmisk værk, som nok måtte interessere og inspirere enhver elektronisk musiker.

Mens man går omkring derude i landskabet og venter og lytter, kan man passende gøre sig tanker om hvilke væsner, der eventuelt lytter og holder øje med én selv. I forrige indlæg, Hyldest til foråret, drejede det sig om træånder og træfeer. De lever også i stort antal herude, og om hvidtjørnens feer siger Karsten Massei i “Schule der Elementarwesen”, at “de ønsker at gøre os mennesker bevidste om jordens mysterier og vores egen udvikling”. Ikke så underligt, at man tiltrækkes af hvidtjørnens skønhed.

Vi kigger og lytter, og elementarvæsner kigger og lytter. Her er vi også selv genstand for opmærksomhed.

 

Vi sætter os spor

Hvordan, vi mennesker lever og tænker, har indflydelse på elementarvæsnerne omkring os – på godt og ondt. Det kan ikke undgås. I et indlæg her på bloggen om husånder nævnes, at vores tænkemåde og adfærd smitter af på husånderne, ikke fordi de er svage ånder, men fordi deres opgave bl.a. består i at stå os bi i sociale sammenhænge og i øvrigt medvirke til vores udvikling. De afskyr uordentlighed og uærlighed, men hvis det er den atmosfære, vi som mennesker skaber og lever i, kan disse væsner ikke undgå at blive påvirket heraf. Omvendt fryder de sig over vores glæde, munterhed, foretagsomhed, og vores kærlighed til hinanden, som de suger til sig og næres af.

Elementarvæsnernes arbejde i planter og træer er også influeret af måden, hvorpå vi i en bestemt kultur, et bestemt geografisk område, lever og tænker. Når vi rejser som turister eller for en tid bosætter os i et andet område, præges områdets elementarvæsner af dét, vi som jeg-bevidste mennesker medbringer fra vores hjemegn. Det ændrer i et vist omfang indirekte planternes måde at udvikle sig på. Planten Pimenta, som vi kalder Allehånde, er et eksempel herpå. Allehånde er et buskagtigt træ, som oprindeligt stammer fra Mellemamerika. For at kunne tåle sol og varme og udvikle sine helt specielt aromatiske frø er allehåndetræet afhængigt af egnens oprindelige salamandertype (salamandere = ildånder/varmevæsner).

Allehåndes ånd, som selv kalder sig Store Piment – det væsen, der står over træets ånd og over alle øvrige væsner, som er beskæftiget i træet – siger i et interview til Wolfgang Weirauch og Verena Staël von Holstein i bogen, Gewürze und Kräuter II (Oversættelse ÅN): “Alle mennesker inkarnerer – hvis ikke alt er gået skævt – i forudbestemte områder. De menneskelige jeger forbinder sig med bestemte geografiske forhold, men også med de til en hver tid gældende befolkningsmæssige sammenhænge. Her findes forskellige ligheder i karaktertræk, hvilket særligt gjorde sig gældende i tidligere tider. De jeger, som inkarnerer i bestemte egne, påvirker på en bestemt måde de dér virkende salamandere. Mennesker påvirker altid salamandere alene derved, at de går gennem verden som jeg-bevidste individer. Jo mere jeg-bevidst et menneske fremstår, desto mere påvirker han salamanderne. Den, der bare går drømmende gennem verden, påvirker ikke særlig meget. Men jeg-bevidste mennesker påvirker salamanderne uanset, om de vil det eller ej. På det punkt har menneskene egentlig ingen frihed. Salamanderne aflurer hvordan, mennesket er. Mennesket er på en måde et forbillede. (. . .) Når så et antal af bestemte jeger koncentrerer sig i et område – hvilket også er interessant set i forhold til vore dages flygtningestrømme – da påvirkes i dette område salamanderne på ganske særlig måde. Således er her også tale om russiske, tyske, syriske og caribiske salamandertyper – i hvert fald de af nutidsmenneskene prægede salamandertyper. Mange afrikanere blev i nogle århundreder tvunget ind i netop det caribiske område. De har ganske vist forandret sig ved at opholde sig i de nye omgivelser, men er for dette område fremmede jeger. Dertil kommer så den uhyrlige turiststrøm til Caribien, som vi ser nu om stunder.”

Store Piment har den pointe, at fraværet af oprindelige, caribiske salamandertyper vanskeliggør udviklingen af allehåndes helt karakteristiske, aromatiske frø og forringer dermed kvaliteten af et værdifuldt krydderi.

 

Vi høster sjælekræfter og lægger dem på lager

Med sådanne tanker går jeg ud i den lyse forårsaften. Jeg er først og fremmest drevet af lysten til at høre nattergalens imponerende, kraftfulde stemme. Dertil kommer, hvis jeg er heldig, også oplevelsen af løvfrøernes kor. Men jeg får altid meget, meget mere med mig hjem.

Kan jeg ikke gennemskue de store sammenhænge vedr. klimaforandringer, truede dyre- og plantearter, menneskers hævdelse af ejendomsretten til bestemte landområder, folkeslags utilbøjelighed til at acceptere hinanden,  så kan jeg gøre mig umage for at søge svar herude blandt de væsner, som har et ganske anderledes overblik. Måske går jeg herfra med nye spørgsmål, men måske også med anelser, tilskyndelser, nye vinkler, og i hvert fald med ny energi, for selv tunge tanker, der trænger sig på, forbinder sig herude med alt det, der kommer mig i møde i form af livsbekræftelse.

Èt er altså, hvad vi ubevidst bevirker ved vores blotte tilstedeværelse, anderledes er det med vores bevidste – men sandelig også følelsesmæssige – forhold til vores omgivelser. Lad os gøre os umage med at være i vores omgivelser, give og tage, og udnytte tiden frem til Skt. Hans til at styrke forbindelsen til naturen og alle dens væsner, for ved midsommer vender det hele igen. Men dét, vi har samlet og taget ind i os i den lyse tid, vinder genklang i os, når det igen bliver efterår og vinter.