Gnomer, undiner, sylfer, salamandere
Vores forestillinger er som bekendt begrænsede af vores hidtidige erfaringer, og vil man forsøge at danne sig et overblik over de fire elementer og deres væsners liv og virke, er det nødvendigt at træde lidt ud af vanlig begrebs- og billeddannelse.
Overordnet er det rigtigt, at gnomer tilhører jord-elementet, undiner vand-elementet, sylfer luft-elementet, og salamandere ild-elementet. Men i deres virke og udvikling overskrider de grænserne mellem de fire elementer. Der findes godartede men også negativt indstillede væsner. De kan tjene os men også skade os. Mennesket kan også tjene eller skade dem.
Disse væsner er så utroligt mangfoldige og forskelligartede og lever i en så kompleks verden af for os fremmede lovmæssigheder, at vi hele tiden må konfronteres med nye aspekter og synsvinkler. Vi vil møde omstændigheder, som virker modstridende, og hvis vi har haft en opfattelse af, at alt vedrørende den åndelige verden og dens eventyrlige væsner er skønt, så får vi lejlighed til et opgør hermed!
Skal vi forsøge at kategorisere elementarvæsnerne, kunne en grovskitse se således ud:
Gnomer
Gnomerne hører hjemme i jordelementet. De er forbundne med alt jordisk, og er således selv sagt de elementarvæsner, der står menneskene nærmest. De lever og arbejder i alle materialiserede substanser. Dybt i jordens indre findes de sammentrængte i talløse mængder i sten- og metalmasse. Gnomerne har gennem hele jordudviklingen været bærere af den faste struktur. De er også virksomme i træers og planters vækstprocesser, især i rodområdet, hvor de har deres årstidsbestemte opgaver, som udføres i et samarbejde med væsner fra andre elementer.
Disse gnomer er yderst intelligente. I grunden er de – ifølge Rudolf Steiner – dem, der opbevarer verdens visdom. Selv er de ren sansning. De skal ikke bearbejde deres sanseindtryk for at forstå dem. Det, de ser og hører, forstår de straks. De opfatter os mennesker som åndeligt indskrænkede, fordi vi skal tænke os om for at forstå, og de morer sig over os og gør nar ad os.
Steiner siger (GA 230/1978/02.-04.11.1923), at når planterne skyder op af jorden og kommer i forbindelse med det ydre verdensalt, så strømmer kilder af ånd fra oven til blomsterne, til planternes frugter, ned til jorden, og ind i jorden. Og lige som vi mennesker drejer øjnene mod lyset og ser, så drejer gnomerne deres sanser mod det, der fra oven strømmer gennem planterne og drypper ud i jorden. Det, der drypper ned til gnomerne, er det, som lyset har sendt ind i blomsterne, som solvarmen har sendt ind i planterne, som luften har arrangeret i bladene, ja, hvad fjerne stjerner har bevirket i planternes udformning. Planterne samler verdensaltets hemmeligheder, sænker dem ned i jorden, og gnomerne optager disse verdensaltets hemmeligheder ud af det, der åndeligt gennem planterne drypper ned til dem. Fordi gnomerne, navnligt om efteråret og hen over vinteren, på deres vandringer gennem malm og bjergarter bærer det, der er dryppet til dem fra planterne, bliver de til de væsner, der i jordens indre vandrende bærer hele verdensaltets ideer gennem jorden.
Endvidere siger Steiner i samme foredragsrække, at gnomerne lever under en konstant trussel fra det element, hvori de lever. Hvis de forbinder sig for stærkt med det jordiske, kan de ikke opretholde den kraft, der gør dem i stand til at udføre deres opgaver. Ved hele tiden at distancere sig fra det jordiske, opstår hos dem en kraft, en modstandskraft, hvoraf de udvinder kraften til at få planterne til at skyde op af jorden. Gnomerne sætter med deres grundkraft af fra det jordiske, og med dette afsæt er retningen for planternes vækst opad sat – de trækker planterne med sig opad.
Marko Pogacnik fortæller i sin bog: “Elementarwesen, Die Gefühlsebene der Erde”, 1995, at gnomerne via deres forbundenhed til materialerne, sten, jord, metal og træ, har fulgt os mennesker gennem udviklingen fra dengang, vi boede i huler i bjergene og i jorden, til nu, hvor de stadig er omkring os og har deres opgaver i vores huse – hvis vi da ikke bor i det rene plastik. Deres opgaver består – ifølge Marko Pogacniks iagttagelser – bl.a. i noget, som måske umiddelbart er svært at fatte, nemlig i ”at væve det levende rums kvalitet ind i menneskenes boliger”.
En anden forfatter, Karsten Massei, fortæller i sin bog: ”Schule der Elementarwesen”, Futurum, 2011, om husånden og dens hjælpere. De er altid beskæftiget omkring os, hvad enten vi vil vide af dem eller ej, og det skal vi i høj grad sætte pris på. De lever sig nemlig ind i vores inderligste tanker og følelser, vores hensigter, og i vores sociale relationer, og det er dem magtpåliggende at hjælpe os i alle situationer, der udspiller sig inden for vores ”fire vægge.”
Det, og meget mere må vi se nærmere på i følgende indlæg, for det ville jo være overordentligt interessant, hvis vi kunne komme denne “verdens visdom” nærmere. Her forsøger jeg først at kategorisere de fire elementers væsner.
Klippernes vogtere
Her et eksempel på væsner, som lever og arbejder i jordelementet, men som ikke er gnomer.
Karsten Massei, “Schule der Elementarwesen”, Futurum Verlag, 2011 (Oversættelse ÅN):
” . . . Klippernes ånder er stille væsner. Deres arbejde består i at våge. De formidler kvaliteten af en ganske særlig bevidsthed til det område, hvori de lever. Derigennem frembringer de en kraft, som modstår stenmassernes tyngde. De har til opgave at skaffe en bevidsthed, som tjener til at sammenholde de enorme mængder af sten- og klippeblokke. Bjergene opretholder ikke sig selv. Det er en illusion at tro, at noget som helst jordisk opretholdes af sig selv. Overalt er det væsner, som bevirker, at noget holdes sammen. Det gælder også for bjergene. Den opgave tilkommer klippernes vogtere. De er stille, hvilende, og samtidig lysvågne væsner.
Til forskel fra gnomerne, som fødes i jordens indre, opstår klippernes vogtere af væsner, som tilhører luftelementet. Når man forfølger klippernes vogteres udviklingsvej, viser det sig, at de oprindeligt er opstået ud af varme. Deres udviklingsvej mod jorden foregår ved langsom nedstigning gennem elementerne. Gradvis nærmer de sig jorden. Selv som klippernes vogtere forbliver de lysvæsner. Kun ved ikke helt at hellige sig jordelementet kan de fastholde den bevidsthedskraft, de behøver for at varetage deres opgaver. Luftens, lysets og varmens kræfter lever i dem. Derigennem kan de opbygge en modkraft til tyngden i sten og klipper. Det, at bjergene holdes sammen, skyldes deres vogteres ihærdighed og deres slægtskab med lyset og varmen. Klippernes vogtere er betydningsfulde ånder, men meget tilbageholdende. De vil ikke forstyrres. Sker det, mister de den kraft, som er blevet dem betroet.”
Undiner
Undinerne tilhører vandelementet. De opstår faktisk der, hvor vand og luft mødes, og lever og arbejder der, hvor jord er i kontakt med vand, og hvor planter er i kontakt med luft. Deres skikkelser er ikke så stærkt åndeligt konturerede, som gnomernes, men har mere tilbøjelighed til forvandling. Deres bevidsthed er ikke så skarp, som gnomernes, de er mere drømmende væsner. Steiner kalder dem ”verdens kemikere”, fordi de bl.a. virker i planternes bladområder med at binde, opløse og bearbejde næringsstoffer.
Lige som gnomerne, opnår også undinerne, ved modstand imod deres eget element, kraften til at løse deres opgaver. De higer efter at lade sig opsluge af højerestående åndelige væsner for derved selv at stige opad i det åndelige hierarki. Det kan de opnå gennem deres arbejde. Det, de optager i sig gennem deres arbejde, giver de videre til højerestående væsner, ved at lade sig opsluge af dem. De føler faktisk – ifølge Steiner – at de først rigtig lever, når de dør. Her i den fysiske verden vil alt leve. Vi glæder os over alt det, der spirer og gror. Men i undinernes verden er det lige omvendt. Der er døden egentlig livets begyndelse. Lige som vi har en livslyst, har undinerne en dødstrang.
Steiner beskriver det således (GA 230/1978/04.11.1923) (Oversættelse ÅN):
“. . . søfolk, som sejler i Østersøen oplever, at havet gør sådan et ejendommeligt indtryk i juli, august, september – og længere vestover allerede i juni – og de siger, at havet begynder at blomstre. Det slår på en måde ud, men det slår ud af alt det, der forrådner i havet. Havets forrådnelse gør sig gældende og giver havet en ejendommelig rådden lugt.
Undinerne oplever det helt anderledes. De føler ikke noget ubehageligt derved, for når millioner og atter millioner af vanddyr forgår og tilintetgøres i havet, da bliver havet for undinerne et vidunderligt fosforiserende, funklende farvespil. Det glitrer og funkler i alle mulige farver. Havet funkler og glitrer inde fra og ude fra – særligt i blålige, violette og grønlige farver. Hele havets forrådnelse bliver en sådan glitren og funklen i dunkle farver, der går over i grønt. For undinerne er disse farver realiteter, og man ser da, hvordan de i dette havets farvespil selv optager farverne i sig. De trækker disse farver ind i deres egen legemlighed. De bliver da, lige som disse farvespil, selv fosforiserende. Idet de optager disse farvespil i sig, idet de selv bliver fosforiserende, opstår i dem en længsel, en voldsom længsel efter at bevæge sig opad, at svæve opad. Længselsfuldt svæver de opad, og de byder sig med deres længsel til som jordisk næring for de højere hierarkiers væsensheder, englene, ærkeenglene, osv., og de finder derved deres lyksalighed. De lever herefter videre i de højere hierarkier.”
Sylfer
Luften er sylfernes element. Her har de et særligt forhold til fuglene. Sylferne ledsager og fører fugleflokke på deres træk mod syd og nord, og er i det hele taget til stede, hvor fugle bevæger sig gennem luften. I de luftstrømme, der dannes ved fuglenes flugt, opstår for sylferne en slags åndelig musik. Til gengæld finder fuglene inspirationen til deres sang hos sylferne.
Rudolf Steiner (GA 230/1978/02.11.1923) (oversættelse ÅN):
”. . . Her udfolder og udvikler de sig. I de åndeligt tonende, bevægende luftstrømme finder sylferne deres hjem og optager her det, som lysets kraft har sendt ind i disse luftstrømme. Derved føler sylferne , som i grunden er sovende væsensheder, sig mest hjemme – der, hvor fuglene gennemflyver luften. Når sylferne imidlertid nødvendigvis må opholde sig i luften, hvor ingen fugle flyver, er det for dem som om, de mister sig selv. ( . . . ) Sylferne kan ikke – som vi mennesker – se ind i deres egen sjæl og der finde deres eget jeg. Men i de luftstrømme, fuglene frembringer, finder sylferne deres jeg. Og fordi sylferne således finder deres jeg uden for dem selv i disse luftstrømme og her optager det i sig, som lyset har skabt i luften, som fuglene har bevæget i luften, bliver de bærere af kosmisk kærlighed gennem luftrummet, og bærere af kærlighedsønsker gennem universet.”
Også sylferne medvirker ved planternes vækst. Interessant er det også, hvorledes sylferne opsamler kræfter fra ild-elementet, som ikke er deres element. Undinerne opsamler kræfter fra luft-elementet, som ikke er deres element. Disse kræfter sammenvæves i planterne og transporteres videre ned i jord-elementet til gnomerne. Steiner siger videre i samme foredrag:
“Af lyset væver sylferne ved hjælp af de stoffer, der strømmer ind og bearbejdes af undinerne, den ideale planteskikkelse. Sylferne væver egentlig urplanten i planten af lyset og af, hvad undinerne har udvirket. Og når planterne om efteråret visner hen, og al fysisk materie dør, da drysser disse plante-former ned i jorden. Det ser gnomerne, de ser, hvad solen ved sylfernes hjælp, hvad luften ved undinernes hjælp, har udvirket i planterne. Alt det iagttager gnomerne med stor interesse, og hele vinteren igennem er de beskæftiget med at studere det, der drysser fra planterne ned i jorden. Her forstår de verdens ideer i plante-formerne, plastisk udformede ved undiners og sylfers hjælp, som i deres åndelige ide-skikkelse er sænket ned i jorden”.
Mens gnomerne og undinerne ligefrem føler antipati imod de elementer, hvori de lever, og må distancere sig for ikke at vokse for stærkt sammen med dem, kan sylferne kærlighedsfuldt kaste sig ind i deres element – for så vidt der heri findes flyvende fugle. Sylferne forhindres nemlig af den kosmiske orden i at vokse for stærkt sammen med deres element. Fælles for dem alle er, at balancen/distancen skal holdes, for at de kan udføre deres arbejde og gennemgå deres egen udvikling.
Steiner siger (GA 230/1978/04.11.1923) (Oversættelse ÅN): “Det er sådan, at luften gennem fuglenes dødsproces stadig fyldes op med astralitet, godt nok med en simpel astralitet, men dog med astralitet, med astral substans. I denne astrale substans indvæves sylferne. Der optager de det, der kommer fra den døende fugleverden, bærer det længselsfuldt videre opad for der at lade sig indånde af de højere hierarkiers væsensheder. De byder sig til som de højere hierarkiers åndedrætsorgan. Igen et fantastisk skuespil! Idet man ser fuglenes dødsproces, går denne inderligt glinsende astrale substans over i luften. Sylferne flakser som blå glimt gennem luften, og i disse blå glimt optager de denne astralitet, og stiger straks opad. Følger man denne proces videre, da er det, at sylferne indåndes af de højere hierarkiers væsensheder.”
Salamandere
Salamanderne tilhører ild-elementet. De lever i den varmegennemtrængte luft, varmeæteren. Her oplever de en stærk tilknytning til insektverdenen, især til sommerfuglene. Lige som sylferne finder deres jeg i fugleverdenen, finder salamanderne deres jeg i insektverdenen.
Støvet fra afdøde sommerfugles vinger forsvinder ikke bare ud i ingenting, selvom det forsvinder for vores almindelige iagttagelse. Dette vingestøv er i følge Steiner (GA 230/1978/04.11.1923) højst åndeliggjort materie, som overgår i varme-æteren, der omgiver jorden. Hvert enkelt støvgran strømmer som en lille glitrende komet ind i varmeæteren. I denne inderligt glitrende stråleglans udgyder salamanderne/ildvæsnerne sig og optager denne åndelige substans i sig. Det glitrer og stråler videre i dem, og også de oplever en længsel efter at stige opad. De bærer det, de har optaget i sig, op i det høje, og lader det strømme ud i verdensrummet, hvor det giver de højere hierarkiers væsensheder mulighed for at skue det jordiske. Ved salamandernes mellemkomst bliver de højere hierarkiers ånder i stand til at se det jordiske. Salamanderne føler til gengæld den største vellyst ved at være dem, der gør dette muligt.
Lige som sylferne trækker lyskræfter til planterne, trækker salamanderne varmekræfter til planterne. De bringer koncentreret kosmisk varme til planternes blomster. Salamanderne leder koncentrerede varmekræfter gennem planterne ind i jordens indre for ved gnomernes hjælp at genopvække den åndelige substans, som undinerne og sylferne har ladet dryppe ned i jorden (GA 230/1978/02.11.1923).
Vi ser nu i elementarvæsnernes arbejde en cyklus. Noget visner og dør, men bringer nyt liv. Det er nemt at forstå, når vi ser på planters liv fra frø til kim og til voksen plante, der bærer frugt og kaster frø til nye planter – vi ser hvordan, planter giver næring til dyr og mennesker og endvidere i komposteret form bliver til gødning og nyt liv. Alt dette kan iagttages fysisk, men uden elementarvæsnernes forbindende og formidlende arbejde “i det skjulte” lod det sig ikke gøre.
Disse fire nævnte grupper er de egentlige elementarvæsner. De gennemtrænger hele naturen med ånd og leder jordens processer gennem årsforløbet. Vi mennesker står midt iblandt dem, lever i det, de har frembragt, og ser dem ikke. Men elementarvæsnerne ser os.