Nu vil jeg gå ud til et sted, hvor der ikke er smukt. På denne årstid og lige efter en storm ligger opskyllet og henkastet affald af enhver slags mere synligt end ellers. Her kunne have været smukt. Her har engang været smukt. Jeg kan vælge at gå hurtigt gennem området langs kysten, kigge ud over vandet og op på himlen, for dér tager alt sig umiddelbart smukt ud, dér er affaldet ikke synligt. Jeg kan også vælge at blive stående for en stund og tåle uhumskhederne, for det er der væsner, der nødvendigvis må. Naturånder og elementarvæsner har til opgave at medvirke til vækstprocesser såvel som til nedbrydningsprocesser. Begge dele besværliggøres eller umuliggøres af vores tilsvining af naturen. Disse væsner føler sig så eksistentielt forbundne med jorden, som et menneske er forbundet med sin egen krop. Jeg tillader mig at sammenligne med den uretfærdighed, jeg selv ville føle ved at være blevet påført en alvorlig sygdom, jeg ikke selv havde haft mulighed for at afværge.
Oprydning på flere niveauer
Alt det skidt skulle jo aldrig være endt her – men nu ligger det her. Jeg begynder at samle op og samle sammen. Det er ulækkert, og det er så lidt, jeg kan gøre, men jeg kan ikke forvente, at dem, der har smidt deres affald i naturen, kommer for at samle det op. Rigtig mange ting og genstande er drevet hertil over vandet langt borte fra.
På en eller anden måde konstaterer jeg igen og igen, at oprydning er befordrende for også at rydde op i mine egne tanker – sådan er det derhjemme, og sådan er det også her. Der er noget eller nogle, der virker med! Det, jeg gør lige nu, kan åndelige væsner og elementarvæsner ikke gøre. Det er heller ikke deres ansvar, men det er dem, der skal leve her, og deres arbejde med at omsætte og forvandle substanser til levende liv, har utroligt dårlige betingelser, når levende natur er indsmurt i uorganisk slam og overdænget med plastik og andre uopløselige materialer.
“Elementarvæsnernes eksistentielle forbundethed med jorden, med et bestemt område, et bestemt hus eller en bestemt plante, består til enhver tid. Når der imidlertid indtræffer en forandring i forholdene på jorden, betyder det også en forandring for elementarvæsnerne. Når en plante visner, medfører det for elementarvæsnerne en betydelig forandring for deres livssituation. Ved et indgreb i jorden som f.eks. udjævning af en grube, bliver de elementarvæsner, som bebor dette område, angrebet på deres eksistens. Det samme gælder ved træfældning, opførelse eller nedrivning af et hus, alle bygningsmæssige projekter, pløjning af marker. Hele tiden forandres jordens fysiske betingelser ved indgreb i de strukturer, elementarvæsnerne lever i”. (Citat Karsten Massei fra bogen, Schule der Elementarwesen, oversættelse ÅN)
Det er vigtigt her at bemærke, at Karsten Massei ikke påstår, at træfældning eller pløjning af marker er ugerninger. Men det, at vi i vores gøren og laden ikke er bevidste om hvilke konsekvenser, det har for de væsner, som lever og har deres virke der, skaber uorden i fundamentet for deres og for vores egen eksistens. Han siger videre:
“Elementarvæsenerne lider under begrænsninger og svækkelser, når de ikke på behørig vis bliver forberedt på forandringer i deres område. At de er åndelige væsner betyder ikke, at de er beskyttede imod fysiske forandringer. Derfor skal de forberedes på, hvad mennesker planlægger. Det er meget vigtigt for dem at vide besked om, hvad der foregår. Derved får de mulighed for at indstille sig på en ny situation og tage deres forholdsregler.
De netop beskrevne forhold for elementarvæsnerne på jorden giver anledning til særlige overvejelser. Når man vandrer gennem et landskab, en skov, en mark, eller en by, kan man vække en bestemt følelse i sig. Man kan få følelsen af at være en gæst på jorden, hvor særlige livsforhold gør sig gældende. Men disse forhold er blevet til ved elementarvæsnernes arbejde. Deres uafbrudte skaben, deres binden og løsen, deres virke gennem det, de tryller frem i livet, er, hvad vi møder og omgiver os med i hvert øjeblik af vores liv og vores gang på jorden. Vi fører vores liv i en verden, hvori vi er gæster. Vi forbruger og benytter, hvad disse væsener frembringer. Sådanne tanker kan vække følelsen af taknemmelighed i ens sjæl. Man kan endog gennem denne taknemmelighed opleve, at noget betydningsfuldt sker: Man begynder at kommunikere med elementarverdenen. Noget begynder som en sagte, anende forståelse”.
Hvad forventer elementarvæsnerne af os?
Karsten Massei hører dem igen og igen bede os om at give os tid – at give dem vores tid – udholde at opholde os også i områder, hvor der ikke er rart, og han hører dem sige:
“Her ligger meget skidt, tag det bort”
“Bækken er fuld af blade, fej dem væk”
“Berør og stryg det flydende vand med din hånd”
“Varm den kolde sten med din varme hånd”
“Tænd et lille bål. Tænd det med ved fra forskellige træer”
“Løb omkring, som dine fødder bærer dig”
“Syng sådan, som du her hører det klinge”
“Læs noget smukt for os”
“Leg med det, du finder, som et barn”
“Indret en smuk lille plads for os, hvor vi igen kan ånde frit”
“Gå med opmærksomhed”
Ofte tænker jeg, at elementarvæsnerne sagtens kan gennemskue, om jeg er påtaget opmærksom, eller oprigtigt opmærksom – om jeg er opmærksom fordi, jeg har fået at vide, at jeg skal være det. Det kan de helt sikkert gennemskue, men man må jo begynde et sted. Vores forstand kan være som en “klods om benet”, men vi kan øve os i at sætte forstanden ud af spillet og give os hen til et område, et træ, nogle buske, en bæk – bare være. Jeg kan ikke bare gå ud og være taknemmelig på kommando eller godhjertet efter en bestemt plan, som jeg har hørt eller læst om. Jeg kan ikke overtage andre menneskers metoder. Men jeg kan begive mig ud og bestræbe mig på at sætte tiden i stå, mens jeg oplever, hvad der er at opleve ved hjælp af de sanser, jeg har til rådighed.
Hvad får vi til gengæld?
Vi får glæden! Vi bliver løftet ud af kedsomhed og meningsløshed. Vi får inspiration til vores liv!