Forårstegn viser sig glimtvis allerede ved nytårstid, hvor lyset trænger igennem på en ny måde. Hønsene begynder så småt at lægge æg igen. Løgplanter skyder op gennem en frossen jordskorpe. Solen får mere og mere magt, og allerede i februar slår naturens dufte én i møde og inviterer til aktivitet derude. Hasselbusken står med gulgrønne rakler, og solen får dem til at lyse frem af vintermørket. En enkelt lærke svinger sig op under en blå himmel og slår en lille bitte trille. Den lyd er så velkendt og dog så ny her i februar. Jeg springer af cyklen og min vinterrustne stemme forsøger sig med et par strofer af Velkommen lærke-lil. Det kunne heldigvis ingen høre, men lærken skal føle sig velkommen til igen i år at fylde luften over os med sang i mere end et halvt år frem.
Mellem vinter og vår
Jeg får stadig en klump i halsen og sløret stemme, hvis jeg skal læse højt af Elsa Beskows “Oles Skitur” om Madam Tø, som kommer med sit søle og pøle, og bliver jaget væk af Onkel Rimfrost, men siden, da foråret kommer, breder sit fine forklæde ud og nejer. Nu er jeg selv blevet en gammel kone, der sjosker af sted i vintersølet med dryppende næse, og på en forårsdag får jeg også lyst til at tage mit forklæde på og gå ud og neje for alt det, der udgør foråret – og ja, det er nostalgi! Man ser ikke så mange skørter og forklæder mere. Jeg kommer i tanke om H. A. Brendekildes maleri med den lange titel: “Junidag med en bondekone, der strikker under den nyudsprungne hyld”. Dér sidder den gamle kone uden for det faldefærdige men nykalkede hus, med hønsene omkring sig, brændestakken ved sin side, og den blomstrende hyld over sig. I sin fine, sorte kjole og med nystrøget, hvidt forklæde sidder hun der og gør sig nyttig med sit strikketøj. Billedet står i skærende kontrast til nutidens kone siddende uden for typehuset på en firkantet, flisebelagt terrasse, hvorfra ukrudtet er fjernet – nok ikke ved håndkraft. Hun er iført joggingbukser og kondisko, og hun strikker ikke men kigger ned i sin iPhone.
Hyldemor
Samtidig med at hasselen blomstrer, begynder hylden at folde sine knopper ud. Det er modigt, for der kan sagtens komme perioder med hård frost endnu. Om hylden siger Karsten Massei “Schule der Elementarwesen” (Oversættelse ÅN): “Af hylden fødes feer, hvis opgave det er at beskytte børn. Skytsengle kommer frem af hylden. De er omkring barnet og beskytter det såvel mens det sover, som når det leger”.
Jeg kender to småpiger, som engang var blevet uvenner. Det var de kede af og aftalte, at de skulle være venner igen. Nu stod de “tilfældigvis” under en hyldebusk, de tog hinandens hænder og dansede glade omkring hylden, som nu blev deres træ.
Jeg erindrer mig H. C. Andersens eventyr “Hyldemor”, hvor hylden siger:“Nogle kalder mig Hyldemor, andre kalder mig Dryade, men egentlig hedder jeg Erindring. Det er mig, der sidder i træet, der vokser og vokser, jeg kan huske, jeg kan fortælle!”
Hyldens blomster og bær har mange anvendelsesmuligheder og helbredende virkninger. Og vi skal heller ikke glemme, at man af friske hyldegrene kan fremstille de sjoveste hyldefløjter. Det er ofte en bedstefar, der mestrer den kunst og lærer den fra sig. Ellers kan man google sig til opskriften.
Nu må det ikke gå for hurtigt
For hver træsort, der folder sine knopper ud, er der nyt at opleve og lære. I hvert eneste træ, som har dannet stamme, bor en træånd – også kaldet en faun. Træånder er højtstående elementarvæsner, de tilhører gnomerne og har før deres tilværelse som træånder gennemgået en udvikling i metalriget i jordens indre, hvor virkningerne af kosmiske væsners arbejde findes. Kosmos genklinger i metallerne, og træånden bringer kosmisk visdom med sig ind i træerne. Træånden styrer træets vækstprocesser og årsrytme. “Om sommeren er han løftet ud af træet, befinder sig dog stadig i træet, men strækker sig med sit væsen vidt ud i området omkring træet. Om vinteren derimod vender træånden tilbage dertil, hvorfra han stammer – ind i jorden. Han forlader sit træ for så vidt, at han dog stadig hænger sammen med rødderne. Han ligger så i jorden og trænger i den kolde årstid dybere og dybere ind i jorden. Når det bliver varmere, stiger han op igen og lever sig styrket ind i sit træ. ( . . . ) Man kan sige, at han om sommeren ånder ud i jordens lys-visdom, og at han om vinteren lever hengivet til jordens varme-visdom.” (Karsten Massei, “Schule der Elementarwesen”, (Oversættelse ÅN).
Med til træsorternes egenart hører også deres specielle forhold til os mennesker. Af de enkelte træer opstår fe-væsner, som har til opgave på forskellig vis at understøtte vores udvikling og sociale relationer. Ovenstående ses, hvad vi kan opsøge og finde hos hylden. Af et tidligere indlæg her på bloggen, “Hasselnødden“, fremgår, hvad vi kan opsøge og finde hos hasselbusken.
Videre fortæller Karsten Massei, at lindetræets feer vier sig til menneskenes sociale liv. Deres opgave består først og fremmest i at rydde det bort, som blandt mennesker skaber forhindringer og misforståelser. De stiller sig blandt mennesker og sørger for at “holde luften ren”. Lærketræet bringer feer, som hjælper mennesket med at forbinde sig ligeligt med jord og himmel. At finde sin indre ligevægt som forudsætning for udfoldelse af sit eget individuelle væsen. Avnbøgens feer vil gøre mennesket fortroligt med jordens og tilværelsens hemmeligheder. Karsten Massei betegner dem som sanddru feer, der ønsker at føre mennesket til det dybeste af sin egen sjæl og til det dybeste af jordens indre.
Alt dét, og meget, meget mere, kan vi følge hen over foråret og ind i sommeren. Det er svært at følge med, for tiden går så hurtigt, og bedst som man står med sin undren over ét af naturens fænomener, henledes ens opmærksomhed på et andet. Hvert forår tænker jeg, at det er utroligt, at alle gode væsners arbejde tilsyneladende lykkes uanset vores indgriben i naturens processer. Spørgsmålet er, hvor længe det lader sig gøre, hvis vi ikke lykkes med drastiske forandringer af vores levevis og forholder os bevidst til vores ansvar.