Det hele hænger jo sammen
Sammenligner vi elementarvæsnernes livscyklus med vores egen, findes mange lighedspunkter. Vi stræber, som de, efter udvikling og ser frem til belønning for vore bestræbelser. Men én væsentlig forskel springer os straks i øjnene: Vi har som individuelle jeg-væsner det fulde ansvar for, hvordan vi lever vores liv, vi må selv finde vejen – og vi må arbejde med konsekvenserne.
Vi kommer ikke uden om reinkarnation og karma. De to størrelser hænger uløseligt sammen, og når reinkarnation for mig er en realitet, hænger det sammen med en storslået oplevelse, som ændrede mit liv i en sådan grad, at jeg på baggrund af den finder mening med tilværelsen her på jorden, og at der er tale om en cyklus!
Hvorfor skulle vi gennemleve en jordtilværelse, som for de fleste indebærer store lidelser, for dernæst at dø ind i ingenting – eller at dø ind i evig salighed? Det er muligt, at vi efter utallige gentagne inkarnationer har udlignet, hvad vi har forvoldt af skade og begået af fejl, og i øvrigt har udviklet os til et niveau, hvor vi ikke længere behøver at inkarnere på jorden. Men ikke engang, når vi har opnået det, tror jeg, at vi bare kan være evigt salige. Jeg tror, at vi, når vi ikke længere skal arbejde på at udvikle os selv, får helt andre opgaver og lige som elementarvæsnerne kan se frem til at stige opad i det åndelige hierarki.
Jeg baserer min livsanskuelse, min tro, og min viden, på egne og andres erfaringer fra nærdødsoplevelser.
Min egen nærdødsoplevelse fandt sted i 1971 og efterlod mig aldeles alene med den. Dengang havde vi ikke internet, så min søgen efter andre mennesker, der havde gjort lignende erfaringer, krævede tålmodighed. I 1975 udgav Raymond Moody bogen, Life After Life, som indeholdt 100 interviews med mennesker, som havde været klinisk døde. Siden fulgte George G. Ritchie med bogen, Return from tomorrow, 1978, Sidney Saylor Farr med bogen, What Tom Sawyer learned from dying, 1993, og Dannion Brinkley med bogen, Saved by the light, 1994. Siden er udgivet mange bøger og artikler om emnet, nærdødsoplevelser. Et klik på Google vil vise et udvalg. Mange af disse beretninger indeholder detaljerede beskrivelser af livet efter døden.
Døden-tur-retur
Betegnelsen, nærdødsoplevelse, er for mig at se faktisk misvisende. Hvorvidt andre, som har haft en sådan oplevelse, ville være enige heri, ved jeg ikke, for jeg har ikke haft lejlighed til at drøfte det med nogen. Jeg ved bare, at jeg ikke var nær ved at dø, men at jeg døde, og at jeg samtidig vidste, at jeg skulle vende tilbage til livet. ”Tilbage fra døden-oplevelse” eller ”tilbage til livet-oplevelse” ligger ikke så godt i munden, og ”døden-tur-retur” lyder lige lovlig charterferie-agtigt, men er præcis, hvad vi taler om.
Det, der opleves derovre på den anden side, er svært at beskrive med menneskeord. Men, menneskeord er det redskab, vi har til at kommunikere med her. Så det må bare forsøges så godt, som det lader sig gøre.
Kun ganske få gange har jeg følt mig foranlediget til at fortælle om min nærdødsoplevelse, for den respons, jeg har fået, når jeg gjorde det, har oftest voldt mig besvær. Nogle har forklaret oplevelsen med, at min beskrivelse svarer til de oplevelser, folk på hårde stoffer har haft ved store doser. Ja, men har stofferne så ikke også været ved at tage livet af misbrugerne? Andre har rystet på hovedet og sagt, at jeg vel havde drømt eller bildte mig noget ind. Så er jeg blevet sat i bås som overtroisk og i øvrigt latterliggjort.
Min oplevelse er alt for værdifuld til at blive endevendt og forfladiget i sådanne diskussioner, hvor jeg er oppe imod en forventning om håndgribelige beviser for, at den har fundet sted.
”Ingen har set morgenrøden med andre øjne end den forgangne nats” (Citat Jaques Lusseryan) – et citat, jeg holder så meget af og som er så relevant at bruge i denne sammenhæng. For en nærdødsoplevelse er så skelsættende, at alt set i lyset af den er forandret. Ens liv har fået en yderligere dimension, som det ikke havde ”i går”. Samtidig skal citatet også være med til at give enhver skeptiker lov til at have sin skepsis i fred, for han er ikke nået til den dag, hvor morgenrøden pludselig er anderledes end alle tidligere morgenrøder!
Besøg i en forunderlig verden
Min oplevelse fandt som sagt sted i 1971 i forbindelse med, at jeg som 22-årig fødte mit første barn. En fødsel er i sig selv en fantastisk og skelsættende oplevelse, og den første fødsel byder på kolossalt megen overraskelse, fordi man jo ikke har prøvet det før.
Under fødslen havde jeg takket nej til tilbud om lattergas. Jeg ville være ved fuld bevidsthed og ikke gå glip af noget undervejs. Efter fødslen skulle jeg sys forneden, og de smerter, det ville medføre, ville jeg gerne undvære, så nu takkede jeg ja til lattergassen. Det, jeg herefter oplevede, fandt sted uden for tid og rum. Derfor kan jeg heller ikke gøre rede for rækkefølgen af det, der foregik omkring mig på fødestuen. Jeg ved således ikke, om et råb til den assisterende sygeplejerske, ”HUN FÅR FOR MEGET!” efterfulgt af, at masken blev flået af mit ansigt, var noget, der foregik før eller efter, at jeg blev sendt af sted ud, hvor tid og rum ikke eksisterer.
Pludselig befandt jeg mig i en slags snæver tunnel. Jeg havde ingen kropsfornemmelse, men bevægede mig langsomt af sted gennem tunnelen ved en kraft, som jeg ikke ved hvorfra kom. Tunnelens sider var svagt rosa-farvede, og de var bølgede lidt lige som en dynefrakke. Jeg var omgivet af høje lyde – ikke hverken ubehagelige eller særligt velklingende lyde – nærmest lydsvingninger, som tiltog og aftog i styrke. Lydene fulgte rytmisk bølgebevægelserne. Det sagde: ”whummm-whummm-whummm”. Efterhånden som jeg bevægede mig videre, indsnævredes tunnelen, den blev smallere og smallere, indtil jeg kom til et ganske snævert punkt. Her døde jeg. Det var noget, jeg vidste. Kun den snævre passage var ubehagelig – ellers bare en yderst overraskende konstatering af at være død! Nu udvidede tunnelen sig igen, og jeg fortsatte langsomt henad eller opad igennem den stadigt rosa-farvede, bølgende, tonende, stadigt udvidende tunnel, indtil rumfornemmelsen opløste sig.
Så skete noget forunderligt: Det var som om selve min undren og forbavselse gav mig svar. Jeg befandt mig ligesom i en slags bibliotek – uden reoler med bøger – men et sted, hvor jeg kunne få svar på alle de store spørgsmål, jeg havde tumlet med gennem mit liv indtil da. Jeg fik svar på ”livets store spørgsmål” – behøvede blot at ønske svar – og følte den største lykke derved. Som sagt, jeg var uden for tid og rum, så hvor længe jeg kunne stille spørgsmål er irrelevant. Alt, hvad jeg ønskede at vide var tilgængeligt. Men pludselig skulle jeg begynde rejsen tilbage til livet. Jeg glædede mig – jeg følte virkelig den største glæde, for med mig havde jeg svar på alle de store spørgsmål, også spørgsmål jeg havde delt med mine venner. Nu kunne jeg se frem til at komme ”hjem” med svar og forklaringer og sammenhænge, også til dem. Men undervejs tilbage gennem tunnelen, mistede jeg for hver eneste indsnævring noget af min dyrebare viden. Fase efter fase, lydsvingning efter lydsvingning, gennem tunnelen, måtte jeg aflægge lidt af den skat, jeg havde fundet, og da jeg nåede det snævreste punkt i tunnelen, viste jeg bare, hvad jeg her har fortalt. Nu var jeg ikke længere død. Nu skulle jeg bare igennem udvidelses-faserne for så pludselig at genvinde min almindelige bevidsthed.
Så befandt jeg mig igen i sengen på fødestuen, hvor min lille nyfødte datter blev lagt på dynen foran mig, og vi blev kørt ind på en sengestue. Jeg var forvirret, overvældet, lykkelig!
To verdener
Den dag bød på to voldsomt skelsættende oplevelser lige oven i hinanden. Mit liv var positivt forandret, løftet, og beriget på flere måder, og kunne aldrig skrues tilbage. Jeg var blevet mor og dermed et andet menneske med alt det, jeg i den forbindelse skulle forholde mig til. Hvad moderrollen angik vidste jeg, at der ville være gode råd og støtte at hente hos erfarne mødre, hvis det skulle være påkrævet, og nok så vigtigt, man kunne dele de glæder og sorger, moderrollen ville indebære med andre. Angående den anden skelsættende oplevelse anede jeg ikke, hvem jeg kunne henvende mig til.
Jeg ledte efter en forklaring på den besynderlige ekstra-oplevelse, jeg havde haft i forbindelse med fødslen. Men her i min almindelige bevidsthed havde jeg ikke umiddelbar adgang til svar på selv de simpleste spørgsmål. Jeg tøvede med at konfrontere jordemoder, læge og sygeplejerske med spørgsmålet, for jeg havde som så mange andre gået i ”flinkeskolen”, og hvis de personer, der assisterede ved fødslen, havde begået fejl undervejs, kunne de jo blive pinligt berørt. Det ville jeg ikke udsætte nogen for. Jeg havde da også rigeligt at se til med at lære mit lille barn at kende. Alt var så nyt og forandret – men jeg var underlagt et ekstremt gammeldags system dér på et provinshospital i 1971. Fædre havde ikke adgang til at deltage ved fødsler. ”Dem har vi ikke tid til at tage os af”, sagde den erfarne jordemoder. De nyfødte børn blev kun bragt ind på stuen til mødrene, når det var tid til amning, ellers var de anbragt på en anden stue. Mødrene skulle hvile sig, restituere, og revner og sår skulle heles. Om eftermiddagen var der en times besøgstid, hvor de besøgende kunne se babyerne bag en glasrude. Jeg skulle tilbringe en uge på hospitalet og måtte pga. syningen først efter 5 dage stå ud af sengen og tage et bad.
Før jeg forlod hospitalet kiggede jordemoderen ind til mig, og jeg tog mod til mig og spurgte hende, om der var foregået noget usædvanligt under og efter mit barns fødsel, kunne man finde noget i journalen, der forklarede, at jeg ud over selve fødslen havde haft en ganske ejendommelig oplevelse? Jeg uddybede ikke nærmere, og det havde nok heller ikke ført til andet end det svar, jeg fik, nemlig at alt var forløbet normalt.
Nu skulle jeg hjem og starte en helt ny hverdag, som skulle tilpasses de opgaver og de nye relationer, man som mand og kone får, når man bliver forældre. Det var rigeligt, rigeligt for en særdeles umoden, usikker og uselvstændig 22-årig. Men for mig som den umodne, usikre og uselvstændige person, jeg var, startede også en slags dobbeltliv. At leve et dobbeltliv indebærer sædvanligvis, at det ene liv leves i hemmelighed. Sådan kom det også til at være for mig, hvis jeg ikke skulle splittes helt af andre menneskers fordomme.
Det skulle tage mig næsten 50 år at samle styrke til at ”træde ud af skabet” og turde fremstå, som den, jeg også er. Andre menneskers fordomme møder jeg stadigvæk, men jeg tør møde dem, for de kan ikke vælte mig, og de kan heller ikke længere forfladige mine værdifulde oplevelser. Jeg skriver her på bloggen om en verden, som er en realitet for mig og mange andre, og jeg fortæller om mine oplevelser, når jeg bliver spurgt.
Alverdens visdom
At have haft adgang til alverdens visdom, og ikke længere at have det, efterlod mig i det mindste med bevidstheden om, at den findes – og det er ganske, ganske stort!
I mange eventyr fortælles om skatkamre, og ofte lige så interessant som selve skatkamrene og deres indhold er spørgsmålet om hvor, nøglerne findes. Jeg ved også om et skatkammer, et skatkammer, vi alle kan få adgang til, og jeg ved, at nøglen dertil skal findes inde i os selv.
Modellerne til, hvad vi som mennesker skaber og udvikler, findes i den åndelige verden. Det er helt almindeligt, at vi taler om at være blevet inspireret. Vi spørger tit hinanden, hvad det var, der inspirerede os til at gøre, som vi gjorde. Kunstnere siger ofte, at de henter deres inspiration i naturen. Opfinderen vågner om natten og ved pludselig, hvad det er, hans maskine behøver for at komme til at fungere. Men hvad er egentlig inspiration, hvordan foregår det egentlig? Det spørges der sjældent om – og gid, der gjorde, for en erkendelse af, at vores geniale ideer ikke er helt selvskabte, kunne befri os fra en hel del hovmod, praleri og konkurrence. Følelsen af at have modtaget indfald, impulser og ideer til løsning af et hvert problem, enhver opgave, overstiger en hver form for selvglæde. Det bliver i stedet til en glæde fyldt med ærefrygt.
Kunstneren skulle ud i naturen for bedre at få mulighed for at aflægge sig sin forstandsprægede tænkning og mere eller mindre bevidst eller underbevidst at komme tættere på inspirationskilderne i den åndelige verden. Opfinderen skulle sove for at få koblet sin strategiske tænkning fra, og under søvnen, frit og uforstyrret af fysiske impulser, få adgang til den egentlige løsning på den opgave, han havde sat sig.
Et helt jordnært eksempel er de sirener, som politi og brandvæsen anvender ved udrykning. Uden at kende til historiske facts, må det have været sidst i 1980-erne, at politi-sirenerne fik ny lyd. Før da, mener jeg, at al udrykning lød: ”Baabuu, baabuu, baabuu”. Min arbejdsplads lå dengang ud til en forholdsvis befærdet vej, og pludselig blev jeg revet ud af koncentrationen om mit arbejde. Mit hjerte begyndte at banke kraftigt, for jeg genkendte en lyd, og var straks klar over, hvor jeg sidst havde hørt den. Lyden kom fra udrykningskøretøjer, som nu foruden de sædvanlige lyde også sagde: ”Wiiiuuu-wiiiuuu-wiiiuuu”. Den lyd bragte mig tilbage til 1971, hvor jeg hørte den på min forunderlige rejse – det dér ”bibliotek” rummede også ”lydfiler”. Jeg gad vide, hvem det var, der i 1980-erne sad og udviklede på sirenerne. De fandt i hvert fald noget brugbart i et arkiv, som de sandsynligvis ikke anede eksistensen af – men hvem ved, hvad de vidste?.
På samme måde er jeg flere gange blevet præsenteret for ny-produceret musik, som jeg kendte så godt, at jeg måtte påstå, at den jo ikke var ny!
Gnomerne, som jeg bl.a. skriver om under kategorien, Elementarvæsner, skal ikke tænke efter eller tænke sig om for at forstå. Jeg har besøgt et sted, hvor det var lige præcis sådan!
2 kommentarer
Hej Åse
Tak for din fortælling om din nærdødsoplevelse. Men en smule ærgerligt at du aldrig fik de konkrete oplysninger om hvad der foregik på fødestuen under oplevelsen. Om du havde fået hjertestop af for meget lattergas og var blevet genoplivet igen eller hvad. Måske har personalet valgt at holde detaljerne for sig selv for at beskytte sig mod anklager for forsømmelse.
Jeg er selv et såkaldt spirituelt interesseret menneske og har læst mange bøger og beretninger om nærdødsoplevelser. Bøgerne er tit amerikanske eller engelske. Er der lavet noget på dansk af danskere, der selv har haft nogle af disse oplevelser?
Jeg vil gerne møde flere danskere, som har haft sådanne oplevelser og som gerne vil dele dem med andre i et respektfuldt forum.
Ved du om der findes sådanne forum eller grupper hvor danskere åbent taler om dette?
Med venlig hilsen
Morten
Hej Morten.
Tak for din kommentar!
Ang. min egen oplevelse på fødestuen tænker jeg bare, at jeg fik for lidt ilt, og at du har ret i din antagelse om, at personalet ikke ønskede at gå til bekendelse.
Jeg kender ikke til bøger udgivet på dansk af danskere om emnet. Selv holder jeg meget af George G. Ritchies “Return from tomorrow”, på dansk “Tilbage fra i morgen”, Jupiter 1991.
Jeg kender heller ikke til danske grupper, der beskæftiger sig med emnet – men prøv at google med tålmodighed. Det skulle undre mig, hvis de ikke findes.
Skuespilleren Bodil Jørgensen har givet mange interviews og holdt mange foredrag om sin nærdødsoplevelse.
Jeg ved, at rigtig mange mennesker deler din interesse, så held og lykke med søgningen!
Med venlig hilsen
Åse