Pilen peger i retning af syndefaldet og ind i vores eget indre.
Paradismyten beskriver overgangen fra én bevidsthed til en anden, og dermed overgangen fra én kulturepoke til en anden. Vi har løget lige siden, vi blev smidt ud af Paradis. Løgn og hykleri er muligheder, vi har haft i os siden dengang, og som vi kan tage i anvendelse, hvis vi kan få os selv til det. Her er det, at slangen/djævelen kommer ind i spillet – ikke som én eller noget udefra kommende, men fra vores eget indre. Èn eller noget tilskynder os til at benytte falskhed til fremme af egne interesser – sådan i al “beskedenhed” eller i voldsomt omfang, og den ene løgn tager den anden med sig.
Fake news og alternative facts er begreber, vi i de seneste år er blevet nødt til at forholde os til. Interessant er det imidlertid, at millioner af mennesker ikke forholder sig bevidst til dem, men lapper dem i sig øjensynligt fordi en falsk udlægning af virkeligheden passer ind i deres eget lille univers og på kort sigt vil gavne deres sag. Hvorfor kan så mange mennesker ikke fornemme hvornår, de står over for en løgner – eller er det for dem ligegyldigt hvorvidt, der tales sandt eller usandt, bare det passer ind i deres kram? Alternative facts må være et eksempel på accept af usandhed, at man ikke ønsker at skelne? Så bliver alting jo ligegyldigt, og moral er “en by i Rusland”.
Moralprædikener virker ikke
Før syndefaldet var mennesket med sin daværende bevidsthed ikke i stand til at tænke og handle selvisk. Mennesket så sin omverden, ikke sig selv. Siden er vi blevet selvbevidste med mulighed for egoisme. Vi kan frit vælge mellem godt og ondt.
Desværre ser det ud til, at de moralprincipper, der er blevet opstillet for os, ikke rigtig virker. Hvis moralprædikener ikke virker, hvad virker så?
Det havde Rudolf Steiner et bud på i et foredrag, han holdt for over hundrede år siden den 9. juni 1910 i Køln. Han havde noget at sige om, hvad der foregår i os, når vi lyver, og at det eneste middel imod løgn, hykleri, bagvaskelse, etc., er erkendelse af, hvad der foregår.
RS beskriver, hvorledes løgn sætter sig spor i hhv. vores fysiske legeme, vores æterlegeme, og i vores astrallegeme. At der af disse spor/aftryk skabes væsensheder, som lægger os hindringer i vejen for vores videre udvikling – åndeligt såvel som fysisk. I indledningen til et tidligere indlæg her på bloggen, “De fire elementer og deres væsner”, peger jeg på, at ikke alt er skønt i den åndelige verden, at der foruden de elementarvæsner, som har til opgave at understøtte vores udvikling som mennesker, også findes væsensheder, som modarbejder og lægger os hindringer i vejen. “Der findes godartede men også negativt indstillede væsner. De kan tjene os men også skade os”. Nu tegner sig et billede af, at vi selv fremkalder sådanne væsner:
Gespenster, fantomer og dæmoner
Jeg tænker, det for de fleste mennesker ikke er en fremmed tanke, at vi om natten under søvnen med en del af vores sjæl forlader kroppen for at modtage råd og vejledning i den åndelige verden. Med vores jeg og vores astrallegeme stiger vi ind i den åndelige verden. Men disse to væsensled hænger sammen med hhv. kredsløbet (fysisk legeme) og nervesystemet (æterlegeme), og vi ville ifølge RS ikke kunne overleve natten, hvis ikke højerestående åndelige væsner sørgede for at holde liv i vores fysiske legeme og æterlegemet, mens vi sover. Her finder disse åndelige væsner imidlertid sporene af vores løgne, og da disse spor ikke er forenelige med den åndelige verden, afskæres de til et selvstændigt liv mellem den fysiske og den åndelige verden i “skikkelser” af gespenster, fantomer og dæmoner.
Hele dette natlige scenarie er naturligvis meget, meget mere kompliceret, end hvad jeg her har refereret fra RS’s foredrag. Men det ville føre meget vidt at gøre rede for detaljerne, som foregår i menneskets forskellige væsensled i henholdsvis vågen og sovende tilstand.
Væsentligt er, at disse væsner, som vi selv har frembragt, udkæmper deres magtkamp med os i vores indre, og de vedbliver at gøre det. De vedbliver at impulsere os i én og samme retning – de kan ikke andet, for det er sådan, de er skabt! Og det eneste virkemiddel imod dem er erkendelse. De kan ikke tåle at blive opdaget. Det er da interessant, at det, vi selv frygter, når vi lyver, netop er at blive opdaget!
Dystre fremtidsudsigter?
Hvis vi affinder os med, at der i vores demokratisk indrettede samfund – lokalt, på lands- og EU-plan – foregår korruption og svindel med offentlige midler, eller at der indbygget i f.eks. EU-lovgivning er mulighed for, at man i et andet EU-land kan købe sig til et eksamensbevis og uden yderligere dokumentation for faglig kompetence besætte et ansvarsfuldt job i det danske sundhedsvæsen, så er vi da blevet snydt!
Interessant at forestille sig, hvad der går for sig i f.eks. en retssal, ved et byrådsmøde, i vores folketing, i magtfulde organisationer, og i kontorerne hos verdens mest magtfulde mænd/kvinder. Her forsøges forskellige holdninger og beslutninger presset igennem ved mere eller mindre fine metoder, fordi magtfulde personligheder tilgodeser egne og vælgeres interesser ofte i strid med sandheden og på bekostning af, hvad der ville tjene enkeltmenneskers og samfunds fortsatte udvikling og eksistens. Her myldrer det med dæmoner, fantomer og gespenster. De har travlt i det enkelte menneske, de har travlt imellem os i vores sociale liv, og de har travlt dér, hvor afgørende beslutninger træffes – beslutninger, som har vidtrækkende betydning for os som menneskehed.
Uanset, om man anerkender eksistensen af væsner som dæmoner, fantomer, gespenster, så oplever vel alle mennesker, at der er kræfter, som rusker og slider i os. Vi nages af vores samvittighed, når vi har valgt eller er “kommet til” at føre vores omgivelser bag lyset. Samvittigheden bliver ved med at plage os indtil, vi overvinder os og går til bekendelse. Så kan vi være lettede og få det godt med os selv igen – men arrene, væsnerne, vi har skabt bliver først uskadeliggjorte, når vi erkender deres eksistens – indtil da vil de blive ved med at lægge os hindringer i vejen.
Forpasser vi muligheden for at afvæbne de ødelæggende kræfter, sætter kun fantasien grænser for, hvor galt det kan gå for os som menneskehed.
“Ich bin ein Teil von jener Kraft, die stets das Böse will und stets das Gute schafft.” (J.W. Goethe)