Kender vi dem – vil vi vide af dem?
Til de fire elementer, jord, vand, luft og ild, knytter sig fire grupper af elementarvæsner: Gnomer, undiner, sylfer og salamandere. Disse fire grupper af oversanselige væsner kaldes i flæng elementarvæsner, elementarånder, naturvæsner eller naturånder. Disse betegnelser er mere eller mindre upræcise, for elementarvæsner/naturvæsner er indordnede i et hierarki, hvor kun de højerestående væsner kan siges at være elementarånder/naturånder. Fælles for dem alle er, at de modtager deres opgaver fra endnu højere stående væsner i den åndelige verdens hierarki. Elementarvæsnerne forbliver usynlige for almindelig sanseiagttagelse, men kendes på deres frembringelser. Alt, hvad vi iagttager omkring os, er blevet til ved elementarvæsners medvirken.
Verden over har forskellige folkeslag gennem årtusinder overleveret beretninger om oversanselige væsner. Nogle af disse kender vi som bl.a. feer og alfer, dværge og nisser fra sagn og eventyr. Mennesker har gennem skiftende kulturepoker levet mere eller mindre bevidst i samklang med sådanne væsner og haft forskellige muligheder herfor. Aldrig har mennesker i tidernes løb været så distancerede fra den oversanselige verden og dens væsner, som nu. Det kan ikke undre – materialismen taget i betragtning, og der er garanteret også en mening hermed.
Vi kender dem altså – men vil vi vide af dem?
Vores egen kultur er på den ene side stærkt funderet i kristendommen, og på den anden side måske endnu mere funderet i materiel, naturvidenskabelig tænkning. Begge ”fundamenter” er lidet tilbøjelige til at anerkende eksistensen af oversanselige væsner, som virker i alle processer, der foregår i naturen såvel som i mennesket.
Paracelsus forsøgte sammen med andre samtidige (Johannes Trithemius og Agrippa von Nettesheim) at systematisere folketroens ånder. Resultaterne heraf dannede som førvidenskabelige forskningsresultater grundlag for antikkens “dæmonlære”, hvor dæmoner var en fællesbetegnelse for åndelige væsner, der ligesom vi mennesker indeholdt både godt og ondt. Først med Martin Luther og reformationen har man (kristendommen) haft brug for at skille godt fra ondt – himmel fra helvede, engle fra djævle – så skelsættende, at dæmoner i vore dage kun kendes som ondskab, mens dværge, nisser, feer og alfer henregnes under ren overtro.
I slutningen af 1960-erne bredte sig i den vestlige verden et opgør med autoriteter. 1968 kom til at stå som året, hvor vi efter at have gjort op med dogmer og doktriner bl.a. fik mulighed for – og blev tilskyndet til – som frie individualiteter at udøve og udvikle selvstændig tænkning. Således er det tilladt at stille spørgsmålstegn ved hvad som helst, der blev os indpodet som barnelærdom – hvad enten det var religiøse doktriner eller videnskabelige forklaringer – den ene eller den anden skabelsesberetning. Og mens der strides om hvilken af de to uforenelige skabelsesberetninger, der er den sande, fortsætter skabelsen i al fald uophørligt.
Eventyr, mystik eller eksakt viden?
Man kan drages af mystik, magi, eventyrlyst og sensationstrang uden nogensinde bevidst at komme elementarverdenen nærmere. Man kan læse eventyr som god underholdning og evt. uddrage moraler heraf. Man kan også læse eventyrene som sandfærdige vidnesbyrd om, hvorledes vi mennesker vejledes, fristes, stilles over for prøvelser og afgørende valg. For et virkeligt eventyr er inspireret direkte fra den åndelige verden.
Ved fordybelse i eventyrene kan vi komme elementarvæsnerne nærmere. Men hvis vi ikke undervejs slipper vores rationelle tænkning, hvis vi forbliver i forstandsmæssige tolkninger, er dét, hvad vi opnår – og det kan måske være interessant nok. Har man imidlertid en oprigtig, kærlighedsfyldt interesse i at nærme sig den verden, som virker bag vores vanlige bevidsthed, er det muligt skridt for skridt at opøve evner hertil. Til dette arbejde findes ingen manual. Enhver må finde og følge sin egen vej. Vi er faktisk med vores almindelige bevidsthed beskyttet imod uforberedte at møde disse væsner, for vi ville blive slemt forskrækkede.
Nogle finder vej gennem en særlig optagethed af dyrkning af planter, planters helbredende virkning, træsorters forskellighed, arbejde med træ, sten, vand og vandkvalitet, landskabspleje, vejr- og klimaforhold, osv. I det hele taget er et skærpet fokus på vores omgivelser ofte vejen til yderligere fordybelse i bestemte områder. Andre oplever pludselige hændelser – det være sig sygdom, ulykketilfælde, “skæbneslag”, nærdødsoplevelser, livsomstyrtende begivenheder, – som en åbning til åndelige dimensioner. Der findes også mennesker, som er forsynet med et naturligt, medfødt klarsyn.
Elementarvæsner bistår os, hvad enten vi erkender det eller ej. I følgende indlæg skal vi stifte nærmere kendskab med de fire elementers væsner.