”Det giver varmen mange gange!

Sådan lød naboernes muntre tilråb over hækken til mig, når jeg var i færd med at kløve brænde. Det var i begyndelsen af 1990-erne, da jeg efter store omvæltninger i mit liv havde startet en ny tilværelse i et hyggeligt lille hus på landet med brændeovn og skorsten – to forbundne størrelser, som ved omhyggelig pasning og bevågenhed leverer varme og fornøjelse, men som ved lemfældig omgang kan forårsage de værst tænkelige ødelæggelser.

 

Fascination af træ

Selve arbejdet med at kløve og stable, tørre og lagre, med henblik på et godt fyringsresultat blev for mig en yderst værdifuld beskæftigelse. Frisk luft og god motion sammen med glæden ved på meningsfuld måde at samle, forarbejde og lagre forråd – en særdeles fundamental og bogstaveligt talt meget håndgribelig beskæftigelse. Men meget, meget mere, for hurtigt oplevede jeg glæden ved snart sagt hvert eneste stykke træ, jeg tog i hånden – de forskellige træsorter, med hver deres artsbestemte særpræg, og derudover hvert enkelt stykkes særlige præg alt efter vækstvilkår og beskaffenhed – frønnet eller friskt, knastet eller jævnt og ensartet.

Jeg kunne have ondt ved at kløve en stor, kraftig kævle – dvs., jeg nænnede næsten ikke at udsætte den for øksens hårdhændede behandling. Men se, med et velanlagt hug, skete en forvandling, og et smukt stykke blev til to, og dernæst fire, smukke og interessante stykker. Nu åbenbaredes deres skjulte indre med smukke strukturer og brudflader, sarte farver – ganske blege eller svagt rosa gennemskåret af enkelte farver i det mørke rødbrune, men også den skarpeste farve som af brændende ild – og i øvrigt hele farvespektrets mangfoldighed. Lyden hører også med til oplevelsen. Lyden af træ der flækker – en kamp som på liv og død, når hvert eneste lille fiber giver efter og brister – smerte, lettelse og forløsning, hver gang to klodser falder ned fra huggeblokken, og i samme øjeblik pirres også ens lugtesans på allerdejligste måde, idet der frigives store mængder af æteriske olier. Disse vidunderlige dufte følger med over i næste arbejdsfase, stablingen, som også kræver stor omtanke med hensyn til placering i forhold til sol, vind og nedbør. Dernæst må man koncentrere sig om en god stableteknik, så stakken bliver stabil og samtidig et smukt vartegn for ens hjem – og faktisk et sted, hvor det er rart at opholde sig, f.eks. når solen skinner på træet og får det til igen at dufte og ligefrem knitre, mens det tørrer. En brændestak er fuld af liv!

Sidste fase i arbejdet med brændet skulle nu være at bære det ind i stuen og fyre op. Men mange af disse brændestykker var alt for smukke og interessante til blot at blive puttet i ovnen for at give mig varme i stuen. De var værdige til et nærmere studie. Jeg sorterede, betragtede og lagde til side – og jeg blev nødt til at prøve at tegne nogle af dem, så kunne jeg jo fyre med dem senere.

 

Det blev for mig på flere måder et lidenskabeligt arbejde. Jeg husker især udfordringen ved en skarp kant, som ikke kunne tegnes ved en streg, for en kant udgøres sjældent af en streg, tvært imod. Dér, hvor kanten er, er der netop ingenting. På den måde blev kanter i sig selv en lidenskab for mig: Smerten i bestræbelsen, det vanskelige, angsten for at ødelægge det, der var på vej til at lykkes – og så glæden og overraskelsen, når det lykkedes. Jeg blev helt vild med kanter, skarpe kanter og afrundede kanter – ja, kant. Det gælder faktisk i enhver kunstnerisk sammenhæng: Det skal have kant! Der skal være spænding og forløsning og retningsskift, kant. På den måde lykkedes det mig somme tider – ikke altid – at få de enkelte træstykker til at fremstå på en sådan måde, at de ikke blot var kopier af brændestykkerne, men at de blev levende på en ny måde.

 

Tæt på naturen

Jeg er så heldig at være vokset op på landet i en tid, hvor forældre trygt kunne lukke deres børn ud at lege uden særligt opsyn, når blot der var advaret imod nogle basale risici som f.eks. ajlebeholdere, rådne gulvplanker på hø- og halmlofter, moser, våger i strandisen, samt lynnedslag. Således klædt på til at møde verden drog jeg ud på mine ekspeditioner ganske alene.

Jeg husker især den intense oplevelse af frihed, når det spirende forår havde fået bugt med snemasserne. Der var endnu frost, og en bidende vind piskede gruset hen ad landevejen, og man måtte vende sig væk fra vindstødene for blot at trække vejret. Men landevejen var farbar enten til fods eller endog på cykel, hvorved man hurtigt kunne komme ned til skovene. Her finkæmmede jeg især de tætte granplantager for, hvad den bortsmeltede sne nu afslørede – de fineste dyrekranier fra fugle og pattedyr, ja hele skeletter kunne man være heldig at finde og sætte sammen som puslespil. Havde naturen endnu ikke renset skeletterne helt, blev de omhyggeligt gravet ned ved myretuer derhjemme eller kogt i en gammel gryde over petroleumskomfuret i legehuset. Jeg havde indrettet et lille museum i kælderen og førte nøje lister over de udstillede genstande, som i øvrigt også omfattede glas og flasker med krybdyr, orme og småfisk, i sprit.

Foruden skovene hørte også åen og stranden med til de områder, hvor jeg færdedes trygt og hjemmevant. Denne hjemmevanthed i naturen, tror jeg, er grundlaget for min fortsatte trang til at komme derud så ofte som muligt. Men naturen er tydeligvis både indsnævret og forarmet siden mine barnlige ekspeditioner midt i 1950-erne. I de senere år har jeg ikke kunnet undgå at blive dybt indigneret ved at se hvor grimt, nogle områder nu tager sig ud.

Hvor natur er ødelagt af intensiv landbrugs- eller skovdrift, af sjusket og direkte uansvarlig omgang med sprøjtemidler i vanvittige mængder, mødes man af et forfærdeligt syn. Det er noget af det grimmeste, man kan tænke sig. Man bliver så sandelig også forskrækket, når man efter en storm opdager et område med knækkede og splintrede træer liggende hulter til bulter med rødderne stikkende højt op i luften, men et sådant kaos er for mig – ved siden af smerten over, hvad der her er gået for sig – et meget, meget smukt og betagende syn. ”Død er” i følge Goethe ”naturens måde at få mere liv på” – men åbenbart kun, når der er tale om naturlig død!

 

Oplevelsen af unge træer, som bliver syge og dør af den luft og den nedbør, som skulle være deres næring, er nedslående og giver anledning til stor bekymring for vor egen fortsatte trivsel. Over for dette står al den opløftende, livsbekræftende glæde, man kan hente i den sunde natur, som stadig kan opleves, men som ligger lidt længere borte fra større byer eller fra områder med f.eks. intensiv svineavl – hvor alle overflader, som ikke jævnligt vaskes, fejes eller køres på, er dækket af et tykt lag grønalger, som trives så gevaldigt i den ammoniakmættede luft, og under hvis fremmarch også vegetationen lider.

 

En ny udfordring

Disse modsatrettede sanseindtryk udkrystalliserede sig efterhånden også i mine tegninger. Ofte forbavsedes jeg ved, hvad min egen hånd havde formet på papiret. Jeg var faktisk lidt flov, for der dukkede hele tiden underlige væsner frem – pjat og indbildning, tænkte jeg ofte, gemte tegningerne væk og startede forfra og passede på, ikke at lade noget væsensagtigt komme frem i barken eller knasten, i vandet, eller i luften omkring planterne; for selv om jeg fra Rudolf Steiner og fra anden antroposofisk orienteret litteratur vidste om elementarverdenen, som virker bag naturen – og bag vores almindelige bevidsthed – så afviste jeg tanken om, at en sådan verden på nogen måde kunne være tilgængelig for mig. Hvis jeg lod det væsensagtige eller direkte væsner komme frem i mine tegninger, mistænkte jeg mig selv for at ville tilstræbe deres tilsynekomst for sensationens skyld. Jeg var bange for, at det, jeg havde med at gøre, var en forhånelse af selve den åndelige verden.

I flere år tegnede jeg næsten ikke. Mit liv skulle slå endnu en kolbøtte, og jeg rørte slet ikke papir og blyant i lang tid.

Da jeg begyndte at indstille mig på, at mit liv trods alt nok skulle fortsætte en tid endnu, begyndte jeg også at spekulere på, hvordan jeg på den mest meningsfulde måde kunne anvende de ressourcer, jeg trods alt stadig var i besiddelse af, kort sagt, hvad der ud over børn og børnebørn skulle give mit liv mening. Da jeg en dag tog nogle gamle tegninger i øjesyn, stod det klart for mig, at hvis det er rigtigt, hvad en håndfuld seriøst arbejdende mennesker beskriver som elementarverdenens mere og mere desperate venten på vores anerkendelse – og værre endnu – at vores tiltagende ødelæggelse af elementarvæsnernes livsvilkår resulterer i, at de bliver aggressive og begynder at ødelægge sig selv og dermed vores livsgrundlag, så skal jeg vist ikke holde mig tilbage længere. Jeg er landet i en situation som arbejdsfri pga. sygdom. Jeg kan ikke love nogen noget i form af faste aftaler om bestemte ydelser, men jeg kan prøve, at stille mig selv en passende opgave: Gennem hjertekræfter i al ydmyghed at forsøge at skærpe opmærksomheden omkring en mulig medvirken til et samarbejde med en hel verden, som venter på vores anerkendelse for overhovedet at kunne fortsætte sit virke, som i bund og grund går ud på hele tiden at skabe mulighed for vores fortsatte eksistens?

Man kan jo hævde, at vi er lovligt undskyldt, i og med at vi ikke kan se disse påståede væsner. Men vi har da et ansvar for alt det levende, som vi kan se! Har det nogensinde været tilladt os, ved vores adfærd at skade nogen former for liv? Vi, som ved lov har indført rygeforbud, for ikke at komme til at genere hinanden – har vi nogensinde haft ret til at ødelægge liv, bare fordi vi er dygtige til at bilde os ind, at intet andet levende på denne jord er ligeså værdifuldt, som vi selv? Elementarvæsnerne ved godt, at vi ikke kan se dem, derfor har de været overordentlig tålmodige med os. Men hvis vi vedbliver med ikke at ville tro de få mennesker, som har udviklet – eller er særligt begavede med – evner, som gør dem i stand til at orientere sig mere eller mindre i en åndelig dimension, og hvis vi hver især vedbliver med at lukke øjne og ører og alle andre tilgængelige sanseorganer for naturens afhængighed af vores gøren og laden, så umuliggør vi selv de mest tålmodige væsners altafgørende arbejde!

 

At give det uformede form

Der var flere årsager til, at jeg ikke havde tegnet længe, og før jeg rigtig kunne give mig i kast med arbejdet igen, skulle nogle barrierer ryddes af vejen. Jeg var nødt til starte forfra på en ny måde. Jeg startede derfor slet ikke med at tegne, men med blot at gå i skoven og det omkringliggende landskab hver eneste dag. Jeg forsøgte, som min eneste opgave, at koncentrere mig om alt, hvad jeg så og oplevede, at betragte de enkelte træer og buske, kende deres navne og lægge mærke til, hvordan de tog sig ud i forhold til hinanden og i forhold til skiftende vejr- og lysforhold. Det var som at have givet mig selv en gave, som kunne pakkes op igen og igen, og som alligevel formåede at overraske.

Kun ganske forsigtigt og så vidt muligt uden pligt- eller præstationsmotiver gik jeg i gang med papir og blyant igen.

Når jeg nu tegner, ser jeg det stadig ikke som min opgave at tegne elementarvæsner! Det, jeg bestræber mig på, er, i et hvert motiv at give karakteren af – og tydeliggøre – dét, der har gjort indtryk på mig. F.eks. min oplevelse af en særlig stemning. Midt i en sådan bestræbelse hænder det igen, at noget væsensagtigt titter frem, og jeg har igen måttet tumle med spørgsmålet om hvorvidt, jeg har lov til at beskæftige mig med at tegne det, som ingen form har.

Hvordan kan jeg tillade mig at give det uformede form? Jeg kan ikke se dét, jeg nu vil tillade mig at tegne. For få år siden kom det frem af sig selv, og jeg forsøgte at holde det væk. Ville det mon komme frem igen? Ja, det ville det! Men kan elementarvæsnerne være tjent med det udseende, jeg giver dem, når de faktisk slet ikke ”ser ud?”

Det spørgsmål funderede jeg meget over, indtil det pludselig skød ned i mig, at hvis disse væsner hungrer efter at blive kendt – og anerkendt – af os, og jeg ikke tror, at jeg kan gå ud og overbevise andre mennesker om disse væsners eksistens ved at fortælle, hvad jeg har læst mig til, så er tegningen mit udtryksmiddel, og – nu kommer det, som var en slags åbenbaring for mig – jeg kom til at tænke på, at de billeder, vi kan tage med os fra vores natlige drømmebevidsthed ind i vores dagsbevidsthed, de må nødvendigvis gennemgå en slags ”fremkaldelsesproces,” de må ligne noget, vi kender, ellers har vi ingen chance for at bruge dem til noget – at ”tyde” vores drømme. Hvis væsner uden fysisk krop gerne vil ”ses” og ”kendes,” så må jeg også tegne dem, som de nu dukker frem på papiret i mere eller mindre velkendte skikkelser – ellers kan jeg ikke kende dem!

Det var et meget afgørende vendepunkt for mig, og det er så nyt, at jeg ikke kan diske op med særlige erfaringer endnu. Jeg kan kun arbejde langsomt, og jeg må se, hvor arbejdet bærer hen!

Åse Nielsen, forår 2008

 

Sådan skrev jeg i foråret 2008 – og det er stadig sådan, jeg arbejder . . .