Et lille pip om et stort emne
Bevidsthed og underbevidsthed
Jeg kommer bedst til anelser om, hvad jeg selv som menneske indeholder, når noget er kommet i ubalance – ikke fungerer, eller er blevet sygt. Ved feber husker jeg især som barn at have haft voldsomme oplevelser af at blive kæmpestor, men samtidig at være lille bitte og ganske, ganske tynd og flad som en høvlspån. Det føltes meget, meget uhyggeligt. “Det er feberen, der gør det”, fik jeg at vide, “men hvordan går det til”, tænkte jeg, “at jeg på én og samme tid kan opleve mig selv som kæmpestor og lille bitte”?
I åndsvidenskaben beskæftiger man sig med fysisk legeme, æterlegeme, astrallegeme, og jeg/åndsselv, som tilsammen udgør et menneske. Fysisk legeme og æterlegeme er tæt forbundne. Æterlegemet, også kaldet livslegemet, styrer alle organiske livsprocesser, men er også bærer af temperamenterne og af de forestillinger, der lagres i vores sjæl, hukommelse og også samvittighed. Astrallegemet er bærer af vores følelser, lidenskaber og begær. Jeget er bærer af menneskets anlæg til udødelighed – av, nu kommer vi ikke uden om begreberne reinkarnation og karma med mindre, vi forestiller os en evig salighed. Dét emne kræver flere blogindlæg.
Grænserne mellem vores væsensled er så fine, at de let overskrides ved forskellige påvirkninger. Chok, angst, stress/overbelastning fysisk som psykisk, kan føre os til forskellige niveauer af bevidsthed – eller bare kortvarigt til en snert af en anden bevidsthed. “Febervildelse”, ved jeg nu, er et kortvarigt besøg i astralverdenen, hvor tid og rum ikke eksisterer. Rum-fornemmelsen og dermed også krops-fornemmelsen opløses, derfor kunne jeg opleve mig selv som kæmpestor og samtidig lillebitte.
Søvnen er et godt sted at starte, hvis vi skal pejle os ind på, hvordan vi underbevidst via vores væsensled er forbundet med den åndelige verden, og at disse væsensled repræsenterer forskellige bevidsthedslag.
Et natligt scenarie
“Når mennesket ligger sovende i sin seng, er det det fysiske legeme og æterlegemet, der ligger der. Astrallegemet har løftet sig ud. Under søvnen dæmpes følelser som smerte, glæde og andre følelser og fornemmelser, fordi astrallegemet er trukket ud, forbindelsen er afbrudt. Anderledes er det, når mennesket går gennem dødens port. Der har vi at gøre med det også af æterlegemet forladte fysiske legeme. Mens under søvnen æterlegemet ikke forlader det fysiske legeme, forlader æterlegemet det fysiske legeme ved døden.” (Citat, Rudolf Steiner, Fragen über Karma, Berlin 22. okt. 1906, oversættelse ÅN).
Under søvnen holder æterlegemet stadig liv i det fysiske legeme, og vores indre livsprocesser foregår i det ubevidste. Søvnen kan med en vis ret betegnes som “den lille død” til forskel fra døden, hvor også æterlegemet trækker sig ud, og det fysiske legeme går i opløsning.
Men hvad foregår nu sjæleligt under søvnen? Et elementarvæsen, en såkaldt landskabskonge, beskriver det natlige scenarie således: “Om natten, når du sover, bærer vi din sovende sjæl gennem landskabet. Sovende menneskesjæle går som store skibstransporter gennem landskabet. De går gennem vores jordiske legemlighed og aflægger det hos os, som de om dagen har udført i vågen tilstand.” (Schule der Elementarwesen, Karsten Massei, oversættelse ÅN).
Vores sovende sjæle modtages af de elementarvæsner, vi om dagen har været omgivet af. Hos dem læsser vi alt vores “fragtgods” af – det gode og det dårlige. Landskabskongen siger videre: “Ofte er det sådan, at nætterne for os bryder ind over os som slemme uvejr og storme. Om natten finder de kampe sted i elementarverdenen, som menneskene har udkæmpet om dagen. Ofte berøver disse storme os den sidste tillid og tro på det gode. Der er tider, som er skrækkelige for os. Men der gives også altid guldet, velklangen, som ved siden af uvejret sænker sig fra de sovende menneskesjæle. Det er lige så fortryllende, som det andet er skrækkeligt. Også det får vi at se, og det stemmer os uendeligt forsonligt, når vi skuer ind i det. Så meget godt, rent, uskyldigt, lever i menneskenes sjæle. Vi ser ind i dem, for de er del af vores livssubstans. Vi næres deraf.”
Efter besøget i elementarverdenen, sendes vores sovende sjæle videre til astralverdenen, englenes rige. Jeg kan kun gisne om, hvad der foregår i englenes rige, men jeg forestiller mig, at vores sjæle her modtager råd og vejledning til brug, når vi igen vågner til en ny dag. Jeg forestiller mig, at vi i vores underbevidsthed bærer disse råd og måske ligefrem aftaler og ideer til problemløsninger, beslutningstagen, og til udførelse af projekter. Elementarverdenens væsner og astralverdenens væsner arbejder sammen for at give os impulser bl.a. i form af drømme og drømmesyn, som kan vise os vej, inspirere eller bekræfte os i betydningen af det, vi foretager os. Når vi sammenholder, hvad der i dagsbevidstheden dukker op fra underbevidstheden med det, vi står med af projekter og handlinger til udførelse, vil vi mærke hele dette samarbejde som en drivkraft og en følelse af, at vores arbejde giver mening og glæde. Hvis det ikke er tilfældet – hvis vi er usikre, desorienterede – kan vi hjælpes til klarhed omkring, hvad vi eventuelt skal ændre i vores liv, for at opnå bedre balance i forhold til indsats og udbytte – trivsel.
I vores eget indre er vi således via vores væsensled forbundet med den åndelige verden. I sovende tilstand overskrider vi grænsen mellem det fysiske og det åndelige univers. Her står utallige væsner til vores tjeneste – hvorfor? Fordi vi er del af et langt større fællesskab, end vi almindeligvis går rundt og gør os klart. Vi behøver på ingen måde at blive verdensfjerne ved at være opmærksomme på dette fællesskab. Tvært imod, bevidstheden om og følelsen af at være bakket op eller blive korrigeret i forhold til vores livsvej er særdeles konkret og håndgribelig.