Elementarvæsner lytter med, når vi mennesker snakker sammen, og de bemærker, hvorvidt vi er frie mennesker.
Når vi fortæller hinanden om vores oplevelser, bekymringer, og hvad vi er optaget af, opnår vi ikke blot at dele oplevelser med hinanden, vi kan også ved at høre hinandens og vores egne ord se nye vinkler og få nye ideer. For elementarvæsnerne lytter med og sender os impulser. De siger:
“I skal udveksle jeres oplevelser – hvad I hver især iagttager, hører og ser. For mange øjne ser bedre end få. Hver for sig kommer I langt vanskeligere til erkendelse af det fangenskab, I er gerådet ind i. Men, når I gensidigt hjælper hinanden med at finde veje til befrielse – at se dem og at gå dem – letter det i høj grad vores arbejde, som består i at befri menneskesjælene fra deres fangenskab.
Jorden er nemlig gerådet ud i den tilstand, den er, fordi jeres sjæle er blevet holdt fanget, fordi I har fejlet med hensyn til at beslutte jer for friheden. Frihed er nøglen til jordens redning. Men hermed menes en frihed af særligt omfang, som også omfatter sjælenenes inderste områder.
Det er den indre vej til udvikling. Men glem ikke hverdagslivet. Glem ikke at forskønne hverdagen, nyde og glædes ved den. Glem ikke, at glæde ikke skal mangle, når I begiver jer ud på den alvorsfulde, indre udviklingsvej.
Hvad I her læser, hvisker vi jer hemmelighedsfuldt fra den verden, hvori vi lever. Vi hvisker det til jer om natten, når I sover, og vi hvisker det til jer om dagen, når I er vågne. Lær at agte på det, vi hvisker til jer fra vores verden. I kan kun lære af det, I hører, som gennem livets hemmelige understrømme når ind i jeres sjæle.” (Karsten Massei, “Schule der Elementarwesen”, oversættelse ÅN)
Hvilket fangenskab – hvilken frihed?
Ja, det skal ikke være op til mig at definere på vegne af andre end mig selv!
Når elementarvæsnerne således overvåger os, lytter med og registrerer hvorvidt, vi er frie mennesker, kunne man blive mismodig og tænke: Det nytter ikke, at jeg gør mig anstrengelser, jeg er jo slet ikke et frit menneske, jeg handler, fordi jeg er nødt til at handle, og elementarvæsnerne kan ikke nå mig. Jeg prøver forgæves at åbne mig for den åndelige verden men kommer ikke igennem. De vedbliver at banke på min hårde skal, og jeg mærker det ikke, før det gør alvorligt ondt, før det både kan mærkes og høres!
Disse højerestående elementarvæsner har gennemgået en udvikling fra at være bundet i elementerne og her udføre opgaver, som blev dem pålagt, til selv at kunne vælge f.eks. at ledsage og vejlede bestemte mennesker i deres udvikling. De ved, hvad det vil sige at være bundne, og de ved, hvad frihed er og kan bruges til.
Spørger jeg mig selv, hvad det er, der holder mig fanget, er jeg ikke i tvivl. Umiddelbart synes alt praktisk at skulle ordnes og ryddes af vejen, før jeg kan beskæftige mig med indre udvikling og jordens redning – men, det er ikke helt rigtigt, for ofte får jeg de bedste fingerpeg om mit livs mening, mens jeg udfører praktisk arbejde. Sådan er det for mig, men ser jeg, hvad jeg som samfundsborger er spundet ind i, mærker jeg lænkerne stramme!
Nyttetænkning, og det at få mest muligt ud af pengene, er i vores samfund afgørende for de fleste beslutninger. Nyttetænkning kommer til udtryk helt ind i vores byggestil. Enhver bygning starter med en ide, og de fleste starter selvfølgelig som nytte-ideer. Derfor kan det være svært umiddelbart at se, hvad disse bygninger indeholder. Varehuse, lagerhaller, sportshaller, skoler, museer og avlsbygninger, kan være svære at skelne fra hinanden. Fra vores “fængsel” planlægger vi praktisk, økonomisk, og intellektuelt.
Ang. klimaforandringer og miljøsvineri skal skadernes oprindelse og omfang nøje undersøges, før der kan tages stilling til løsninger. Det tager evigheder, mens vi sviner videre, og skadevirkningerne vokser. Også her hersker nyttetænkningen, for store dele af den politiske verden anser det for en selvfølge, at det skal kunne betale sig økonomisk at gøre noget ved tilstandene. Mange sætter deres lid til, at teknologien vil udvikle systemer til løsninger, og at vi skal væbne os med tålmodighed, mens forskere måler og beregner sig frem til, hvor galt det vil gå i fremtiden. Tiden går, men den læger ikke alle sår!
I rationaliseringens hellige navn har digitalisering sneget sig ind i alle hjørner og kroge af vores fælles tilværelse, så vi ikke behøver – faktisk ikke må – møde hinanden ansigt til ansigt. Alt det er blevet os tilbudt med større frihed for øje. Men har det gjort os mere frie?
Tvunget af nødvendighed
Omend tvunget af nødvendighed er det muligt at forandre verden – og hellere sent end aldrig!
“Det har en betydning, hvad mennesker skaber i deres sjæle. Vi er medskabere på menneskehedens udvikling”, (Rudolf Steiner, Berlin 1906). Dén erkendelse må om noget tilskynde til moralsk bevågenhed. Nu ved vi imidlertid, at moralprædikener sjældent virker, så hellere undersøge nogle sammenhænge.
I et demokratisk styret samfund ved vi, at vi har indflydelse. Det kan imidlertid være svært at få øje på den indflydelse især, hvis man med sine holdninger og værdier tilhører en minoritet. Men uanset holdning, stemmeret, politisk overbevisning, så gør vi vores indflydelse gældende i hvert eneste øjeblik. Selv den mindste tanke eller ytring har betydning. Og ja, set i det store perspektiv hersker også her en slags demokrati, en magtbalance, for vi tænker ikke ens – og heldigvis for det! Flere og flere mennesker får imidlertid en fornemmelse af, at det er muligt at gå nye veje, at gøre brug af sanser, som har været underprioriterede – også når det gælder verdens udvikling. I det perspektiv kommer materialisme og kapitalisme til at tage sig så overordentlig ynkelige ud! Det, der i materialismens ånd er blevet fremstillet som eneste farbare vej, fordi den fører til vækst og velstand, viser sig nu i bogstaveligste forstand at hæmme selve udviklingen, fordi den skader livsbetingelserne.
Så, hvad nu?
Frihed til at vælge, frihed til at ytre sig, frihed til at handle – eller måske pligt til samme – dér, hvor vi ser en vej. Udvikling er vejen til frihed. Elementarvæsnerne opfordrer os til at benytte den indre vej til udvikling – men ikke at glemme at forskønne hverdagslivet – at glæde ikke skal mangle, når vi begiver os ud på den alvorsfulde udviklingsvej.
Kristus sagde: “Jeg er vejen, sandheden og livet” – vejen/lidelse, sandheden/erkendelse, livet/udvikling.
Rudolf Steiner sagde, at “lidelse er kilde til erkendelse, lidelsesvejen er erkendelsesvejen, og kun erkendelse gør os frie.”
Goethe sagde: ”Kun den, fortjener friheden, der dagligt erobrer den.”