Hjem Elementarvæsner De hellige nætter

De hellige nætter

af Åse Nielsen

Hen over juletiden har vi særligt gode muligheder for en tættere forbindelse til den åndelige verdens væsner.

Om der er tale om 12, 13, eller hele 24, hellige nætter, vil jeg ikke beskæftige mig med her. I det hele taget vil jeg lade andre, som er velbevandrede i astrologi og åndsvidenskab om at forklare, hvordan og hvorfor noget ganske særligt udspiller sig hen over disse døgn. Jeg har bare gjort en erfaring, som jeg gerne vil dele her.

 

Om nytårsforsætter

Et nyt år begynder, og vi har tradition for, at gøre status over vores bedrifter i det forgangne år. Vi retter fokus på, hvad vi har opnået, og hvad der ikke har fungeret. Fejl, vi har begået, skal ikke gentages, og dårlige vaner har måske taget overhånd i en sådan grad, at det er på tide at ændre adfærd og tilegne sig nye, gode og konstruktive vaner. Nytåret er en kærkommen lejlighed til at tage sig sammen og få gjort op med eventuelle barrierer, man har opsat for sig selv, eller barrierer, som ligger i de relationer, man har med andre mennesker.

Fra gammel tid har man haft tradition for nytårsforsætter. Man har vidst, at netop tiden hen over jul og nytår er gunstig for at træffe beslutninger og måske ændre drastisk på indgroede mønstre og forkert sammenskruede mellemmenneskelige forhold. Man har vidst, at juletiden med sine hellige nætter bringer os mulighed for en tættere forbindelse til den åndelige verdens væsner, end andre perioder. Disse væsner står altid parat, men i denne tid er vores mulighed for at nå dem med vores inderligste ønsker og længsler særligt gunstig. Derfor kan man også – helt uden at vide af disse væsner – opleve, at en hårdknude pludselig løser sig, og man er i stand til at tage fat på sit liv med et anderledes fokus og fornyet energi. Sider af én selv og egenskaber, man måske ikke helt anede at rumme, kan tages i anvendelse. Det er ægte juleeventyr!

 

De hellige nætter – en gunstig periode for at tage beslutninger

Når vi stemmer, “julestemmer”, vores sind, føler åndelige væsner sig i det mindste en smule anerkendt og lægger til gengæld gaver ud til os i form af inspiration, ideer, budskaber, som vi modtager mere eller mindre bevidst eller i drømme. Det er i modsætning til de konventionelle julegaver et helt ukommercielt anliggende. Her er tale om en gaveudveksling på et helt andet plan, men en udveksling er der tale om, for glæden og taknemligheden er, hvad vi giver tilbage til åndelige væsner på tværs af hierarkier, og de glædes og næres derved.

Vi kan vælge at gøre et forberedende arbejde op til juletiden. Det gør de fleste mennesker allerede – igen mere eller mindre bevidst – gennem adventstiden, for så at gå ind i juletiden med skærpet opmærksomhed. Vi lægger nogle spor ud, når vi gør julerent, binder adventskrans og tænder ét lys ad gangen, måske med en tilhørende lille sang, pynter op ude og inde, synger julesange og -salmer, sætter måske grød til nissen – små og store ritualer som kulminerer i læsning af juleevangeliet og dansen om juletræet.

Alt dette praktiseres sædvanligvis i “familiens skød” og med børn i centrum, men kan også føre en ensom sjæl igennem en tid, der ellers var imødeset med vemod og savn. Juleglæden kan vi alle få del i omend det for nogle kun bliver glimtvis.

Selv har jeg aldrig besluttet mig for et egentligt nytårsforsæt men har allerede som ganske ung oplevet, at store, og for mig eksistentielle problemer på mirakuløs vis løste sig netop hen over juletiden. Pludselig viste sig en vej frem, som jeg ikke tidligere havde anet. Pludselig kom jeg igennem til et andet menneske med et stort ønske om at ændre noget i vores relation, hvorved jeg fik en større frihed. Nu lod det sig pludselig gøre! Dét, som jeg havde tumlet med og forsøgt at sætte igennem – men tidligere aldeles uden held – lod sig nu gøre. Og de efterfølgende praktiske foranstaltninger, det medførte, faldt på plads, som om alt omkring mig havde stået parat og ventet på, at en beslutning blev truffet. Sådan en oplevelse glemmer man aldrig, og siden har jeg været opmærksom på, at sådan noget kunne ske og måske kunne ske igen – og det gjorde det!

År for år, jul efter jul, er det værd at holde sig for øje, at vi har lov til at brede julebudskabet ud til også at være et anliggende mellem os selv og højere magter – og mon ikke det også er dét, der er meningen?

Relaterede indlæg

Skriv en kommentar