Almindelig Hassel – Corylus avellana
Hvad ville være mere oplagt end at starte denne kategori med en vækst, der har sin naturlige udbredelse lige her omkring os?
Det er lige nu, hvor efteråret har sat ind, at vi med Ludvig Holsteins ord kan plukke vores nødder, mens vi trasker langs et brombærhegn med plovmuld under fødder. Den stemning, man kan opleve derude – hvad enten solen får efterårsløvet til at gløde, eller vi må stride os gennem regn og rusk – er altid velgørende for krop og sjæl.
Vi vader gennem nedfaldne blade, mens små bitte gærdesmutter og fuglekonger hopper rundt i krattet og pi-i-i-per med deres spæde stemmer.
Her har tydeligvis også været andre nøddesamlere. De tomme nøddeskaller vidner om besøg af både egern og mus. Og selvom en nød kan se rigtig fin ud, som den sidder der i sin endnu grønne haspe, så dækker haspen ofte over et karakteristisk lille ormehul. Utroligt, at en lille blød orm kan gnave sig ud af den hårde skal efter at have spist sig mæt i kernen.
Omkring os har hunderosen foruden dekorative hyben også stadig enkelte blomster. Slåenbuskene er fulde af blåsorte bær, som skal have lidt frost, inden vi kan nyde dem.
Sådanne oplevelser følger ikke med, når vi køber en pose knækkede hasselnødder i en butik.
Ikke hvert år giver dog samme udbytte. Efter to rigtig gode nødde-år i 2013 og -14 har hasselen skuffet og næsten kun givet føde til orme og gnavere, som åbenbart ikke tager det så nøje, om en orm har sat sit bitre præg på kernerne.
Hasselbuskens historie
Hasselbusken indvandrede allerede til Danmark i de tre mellemistider, der kom før sidste istid. Da sidste istid var slut var hasselbusken igen en af de første træarter, der kom til landet. Busken har altså vokset i Danmark i mere end 10.000 år.
I gamle dage var hassel-ved et vigtigt materiale. De lange, lige, og elastiske skud kunne bruges til mange formål. Man flettede hegn og brugsgenstande, som f.eks. fiskeruser. Man lavede bønnestager, tøndebånd og fiskestænger, og man brugte kæppene til at flette stråtage på og til at kline ler-vægge op på. For endelig ikke at forglemme flitsbuerne, som stadig kan glæde et hvert barn.
I de sydsjællandske skove langs Østersøkysten, var helt op i 1900-tallet mange mennesker beskæftiget med at skære hasselkæppe, bundte og stable dem på pramme, som sejlede dem ud til en ventende hjuldamper, som fragtede dem videre til København og herfra ud i den store verden f.eks. til Færøerne. Både lokalt og på større bødker-værksteder i byerne fremstilledes tønder til mange formål, og alle disse tønder og dritler blev holdt sammen af flækkede hasselkæppe. Det foregik helt ind i det tyvende århundrede.
En gammel mand, Olaf Larsen, kunne i min barndom fortælle om, hvordan han som dreng havde hjulpet sin mor med at skære hasselkæppe i Viemoseskoven, bundte og bære dem ned til “Udsigten”. Her i det lave vand hankede hans mor op i skørterne og soppede med hasselbundterne på skuldrene ud til de ventende pramme.
Holger Munk, som selv voksede op på Sydsjælland, udgav i 1969 “Hasselskoven” med detaljerede beskrivelser af denne for egnen helt specielle industri. Vi kan stadig være heldige at finde områder med underskov af hasselbuske, som tydeligvis er plantet systematisk med en bestemt afstand. Nu fremstår de lidt forpjuskede, men det er de samme buske, som for 150 år siden leverede materiale især til “båndkæppe”.
Alt arbejde foregik ved håndkraft, og var, som vi i dag ville sige, “bæredygtigt”. Selvom Olaf Larsen og hans mor nok ikke bevidst har samarbejdet med de væsner, som sørgede for, at der hvert år var nye skud at skære, så foregik arbejdet i harmoni med naturen.
Men hvad får vi ellers af hasselnødderne? Hvad er det egentlig for en busk, vi måske endda har i vores egen have?
Hasselfeerne
Karsten Massei skriver i bogen, ”Schule der Elementarwesen,” (Oversættelse ÅN):
“Hasselbuskens ånd bringer fe-væsner frem, som hjælper det enkelte menneske med at finde sin egen vej. De udstyrer ham med den sjælekraft, han behøver for klart at kunne forbinde sig med sine specielle opgaver og livsmål. Disse feer går foran det menneske, som de har udvalgt sig. Når personen en gang har bragt sig i den sjælestemning, som gør det muligt for feen at nå ham, kan den åbenbare sig for ham. Den mulighed opstår, når det lykkes personen at frigøre sig fra sine fastlåste tankemønstre. Han begynder ligesom at drømme lidt. Feen sender ham da bestemte tanker eller billeder, som kan pege i retning af, hvor han skal gå.”
Det er da nok tanker, der er værd at gøre sig, når man omgås hasselen, når man spiser dens frugter, og når man har skåret sig en frisk gren til en flitsbue eller pølsepind. Måske sidder man småsnakkende sammen, børn og voksne, og snitter mønstre i hasselgrenene, og sådanne stunder kan være uforglemmelige.
Det er også, når man sådan sidder og snitter, at man kan få tankerne væk fra alt det, man skal nå – og tiden pludselig står stille. Hvem vil ikke gerne hjælpes på vej og mærke, hvad der giver mening og glæde?
Om hasselens forbindelse til slangen
Vi kan igen ty til Wolfgang Weirauch og Verena Stäel von Holstein og i “Gespräche mit Bäumen II” læse, hvad “Raasa”, hasselens ånd, har at sige.
Det kræver imidlertid stor overvindelse for mig at bringe det følgende. Hvad Raasa fortæller om sin plante er jo et budskab fra naturen selv, men her er naturens budskab for mig et sammenstød mellem natur og den kultur, jeg er rundet af. Men, når jeg har taget” bladet fra munden”, vil jeg også påtage mig den udfordring! Det handler om blufærdighed. Seksuelle referencer og symboler har jeg svært ved at håndtere og tage ind. Raasa overskrider privatsfæren – her er det den unge, sårbare ynglings privatsfære, som jeg ikke har lyst til at træde for nær.
Raasa taler om, at han i sig bærer noget slangeagtigt – at han ligefrem “virker imod slanger”. Bøjeligheden, elasticiteten, er et ungdommeligt princip. Bøjeligheden kan forklares rent træ-teknisk, men den åndelige baggrund for bøjeligheden er forbindelsen til slangen.
Hasselen producerer store mængder af blomsterstøv, som allerede i februar måned afgives i store gule skyer ved det mindste vindpust. Raasa siger (Oversættelse ÅN):
“Jeg afgiver blomsterstøvet så tidligt på året, fordi jeg repræsenterer ynglingens princip. Blomsterstøvet er min potens, og denne potens udgyder sig i verden. Det er lige som en yngling, der også om natten ufrivilligt udgyder sig i verden. ( . . . ) også i mine rakler kommer den bevægelige slange til udtryk, hvilket interessant nok også yderligere peger i ahrimansk retning, altså en hård mennesketype – og det er manden. Men jeg repræsenterer kun den unge mand.”
Om den fine behåring på begge sider af hasselens blade siger Raasa: “Det er dun fra barndommen, lige som ynglingens første dun. Denne behåring er også meget fin og på ingen måde aggressiv, og de små hår tjener til at holde på duggen, så at vi kan vokse på relativt tørre steder.”
Så fik jeg alligevel knækket den nød!