Eventyrlig vanilje og dyrebare vaniljekranse.
Ja, det bliver dyrt igen i år at bage vaniljekranse, men det er dem, der i farve og form, duft og smag, giver kontrast til de andre julesmåkager. De skal bages med ægte vanilje fra de fineste vaniljestænger – det betaler sig i oplevelsen – og med til oplevelsen hører en eventyrlig fortælling.
Vi må hensætte os til en tid endnu før vor tidsregning.
Vi befinder os i Mexicos tropiske jungle, ikke langt fra den Mexikanske Golfkyst, hvor totonakkerne opbyggede en rig civilisation med hovedbyen El Tajin.
Tajin var også navnet på totonakkernes regngud og betyder på deres sprog “lyn”.
Totonakkerne byggede pyramider, de forsynede deres byer med underjordiske vandledninger, og de udfoldede sig kunstnerisk.
Vaniljelegenden
I den skinnende månes land lå det totonakkiske kongerige, Tononacopan. Før den totonakkiske konge Tenitzli III’s regeringstid eksisterede vanilje ikke. Tenitzli og hans hustru havde en så ubeskriveligt smuk datter, Tzacopontziza (Morgenstjerne), at de ikke kunne tåle tanken om, at hun engang skulle giftes med en dødelig. Prinsessen måtte derfor vie sit liv til kulten, Dronningen af Tonoacyohua – guddommen for høst og føde. Prinsesse Tzacopontziza tilbragte sine dage i templet og bragte hver dag blomster og spiselige ofre til gudinden.
Mens prinsessen således samlede urter i skoven, blev hun en morgen opdaget af den unge prins, Zkatan-Oxga (Unge Hjort). Denne, ventende i en busk, var af hendes overjordiske skønhed som ramt af lynet og fattede straks udødelig kærlighed til hende. Han vidste imidlertid, at alene hans blik hvilende på Tzacopontziza kunne forårsage hans død ved halshugning, men han var stadig besat af tanken om at tage hende til ægte. Hans brændende kærlighed oversteg risikoen for at blive taget til fange og dræbt. De følgende dage ventede han på prinsessen skjult i busken og betragtede hende længselsfuldt.
En morgen, da tunge skyer og morgentåge lå tæt over bakkerne, besluttede Zkatan-Oxga sig for at træde frem af busken, gribe prinsessen og flygte med hende. Han greb hendes arm og erklærede hende sin kærlighed, og da Tzacopontziza var kommet sig over forskrækkelsen ved Zkatan-Oxgas pludselige fremfærd, blev også hun grebet af brændende kærlighed til ham og indvilgede i at flygte med ham gennem skoven.
Netop som de to var kommet et stykke ad vejen uden for den skovdækkede dal og nåede de første bjerge, sprang et gyseligt uhyre frem af en klippeblok, spyede ild og tvang dem begge tilbage ad vejen. Her dukkede pludselig præsterne fra Tonoacayohua op og spærrede vejen. Endnu før prinsen kunne sige eller gøre noget, slog præsterne til og halshuggede ham. Samme grufulde skæbne overgik prinsessen, og præsterne skar de dræbtes hjerter ud af deres kroppe og bragte dem til templet, hvor de blev ofret på gudindens alter.
På stedet, hvor de frygtelige drab havde fundet sted, begyndte det blodvædede græs at tørre, og en busk skød op af jorden. Efter få dage var busken vokset til en meters højde. Snart begyndte også en smaragdgrøn klatreplante at skyde op ved buskens rod og som i en omfavnelse at fæstne sig til buskens grene. Enhver, der kom der forbi, kunne iagttage hvordan, sarte, gulgrønne blomster udfoldede sig af den slyngende orkide – for en orkide var det! Af blomsterne udviklede sig frugten i form af lange, slanke bælge, som udsendte en duft så bedårende og vidunderlig, at den overgik røg-ofrene for gudinden, Tonoacayhua. Præsterne indså, at blodet fra prins og prinsesse havde forvandlet sig i den stærke busk og i orkideens skønhed. Orkideen blev skænket gudinden som hellig gave, og siden skænkede totonakkerne verden vaniljen!
Vanilje – dengang og nu
Totonakkerne er kendt for at være de første til at dyrke og forarbejde vanilje til krydderi. De plejede naturlig omgang med naturens væsner. De sørgede for i deres arbejde med at høste og forarbejde krydderier at tage hensyn og udvise taknemlighed i forhold til, hvad naturen frembragte. Totonakkerne havde som sagt opbygget et samfund med underjordiske vandledninger, de byggede pyramider, og de arbejde kunstnerisk med keramik. Et andet folk, aztekerne, indvandrede nord fra og bekrigede totonakkerne og forlangte vaniljen som sejrstrofæ. Da disse stridigheder havde stået på et par hundrede år, kom spanierne i 1519 anført af Hernán Cortés. Totonakkerne troede sig beskyttet af Cortés og kæmpede på spaniernes side imod aztekerne. Cortés havde dog kun det mål at erobre så store områder som muligt for sig selv og tilegne sig områdets naturrigdomme, guld, ædelstene, og krydderier.
Når prisen på en vaniljestang i øjeblikket ligger mellem 30 og 189 kr., afspejler det – foruden en kvalitetsforskel – også ringe høst. Siden 2015 har vaniljeplanterne udviklet færre blomster. Desuden er der øget efterspørgsel på ægte vanilje, efter at det kemisk fremstillede stof, vanillin, er kommet i søgelyset og ikke længere anvendes i så store mængder. Jeg kender ikke de nærmere årsager til, at planterne udvikler færre blomster med en ringere høst til følge – men hvem ved, måske har vaniljeplanten ikke fået den rette omsorg?
Wolfgang Weirauch og Verena Staël von Holstein har interviewet både vaniljens plantevæsen og vaniljens bælgvæsen i bogen, Gewürze und Kräuter II. De har spurgt plantevæsnet, Store Vanilje, hvad der i dag forbinder planten med dens oprindelige hjemstavn, Mexico. (Oversættelse ÅN):
Store Vanilje: “Det, der forbinder os, er historien om mine planters opståen i denne verdensdel og frem for alt de mexicanske guder. Jeg var kendt af det mexicanske urfolk, og de brugte mig i deres gudedrikke. Det har stadig indflydelse på mig. Men en forbindelse mellem den mexicanske urbefolkning og nutidsmennesket er nærmest ikke eksisterende”.
Endvidere siger Store Vanilje om sin forbindelse til totonakkerne, at den nærmest var symbiotisk. “Det fik dog en ende det år, hvor europæerne kom. Totonakkerne modtog ganske vist spanierne som “hvide guder” og opfattede dem som befriere fra det aztekiske åg. De byggede pyramider og praktiserede forskellige religiøse kulter, også menneskeofre. Den spanske beskyttelse var imidlertid ikke til deres fordel, for Cortés bekymrede sig ikke en skid om, hvilke aftaler han indgik med totonakkerne. En stor del af totonakkerne blev udryddet ved epidemier. Men egentlig var spanierne totonakkerne stærkt underlegne, for spanierne kunne ingen pyramider bygge og ingen keramiske figurer fremstille. De var faktisk kun brutale. Forbindelsen mellem totonakkerne og vores orkideer var nærmest religiøs, som også forbindelsen mellem andre folk og andre planter. Datidens mennesker oplevede de højagtede væsner, planter og dyr, som gudernes udtryk, hvilket ikke var så helt forkert.”
Om Cortés siger Store Vanilje: “Han forstod mig ikke. Cortés var ikke i åndeligt henseende noget højtstående menneske. Han var en temmelig primitiv vovehals med soldatermentalitet. Han havde en stor udholdenhed, men ingen fin fornemmelse hverken for betydningen af vanilje som krydderi eller for min plante – ikke tilnærmelsesvis. Han havde heller ikke evnen til at forbinde min plante med den åndelige verden, og det var for mig et slag i ansigtet”.
Vaniljeblomsten lever kun en enkelt dag – åbner sig ved morgengry og lukker sig endegyldigt ved solnedgang. Planten optager således blomstringskvaliteten fra netop denne ene dag, lige som kærligheden mellem prins og prinsesse kun havde én enkelt dag til at udfolde sig. Som planten optager en bestemt dagskvalitet i sig, bringer den også en bestemt kvalitet fra denne ene dag ind i verden, og det er ifølge Store Vanilje “kærlighed til øjeblikket. Det er også det, det elskende par i vaniljelegenden bringer. Alt ved mig er meget kortvarigt”.
Gennem hele vaniljens historie har princippet om at modtage og give gjort sig gældende. Bestemte bier og kolibrier henter nektar i vaniljeblomsterne og gør samtidig tjeneste som bestøvere. Det æteriske lærer i følge Store Vanilje gennem bestøvningen det astrale at kende – lærer, hvad det astrale gør i det fysiske, altså f.eks. også frugtbarhedsprincippet.
Det kortvarige og det langvarige – et paradoks
I 1841 lykkedes det en kun 12-årig slavedreng, Edmon Albius, at aflure bierne og kolibriernes arbejde og ved hjælp af en bambuspind kunstigt bestøve vaniljeblomsterne. Med hans metode udvidedes mulighederne for vaniljedyrkning og -produktion, og vanilje kunne nu dyrkes mange andre steder.
Store Vaniljes udsagn, “alt ved mig er kortvarigt”, gælder åbenbart ikke bælgene, som modnes på planten over hele 9 måneder. Og den videre forarbejdning er en særdeles langvarig proces. Bælgene skal tørres, vendes, og rulles mellem menneskefingre igen og igen gennem mange uger, for at de utallige små frø kan løsne sig fra bælgene. Ikke så underligt, at mennesker i nyere tid ad kemisk vej har fremstillet stoffet, vanillin, med en duft, der minder om vanilje. Dette stof blev i slutningen af 1900-tallet produceret i store mængder til brug i fødevareindustrien. Coca-cola har anvendt vanillin i tonsvis, indtil koncernen i 2002 igen begyndte at bruge ægte vanilje i sine produkter.
Om det kemiske stof, vanillin, siger Store Vaniljebælg – for nu er det bælgvæsnet, der taler: “Intet menneske er indtil nu lykkedes med at fremstille en kunstig vaniljebælg men kun et lignende aromatisk stof. Jeg selv anser det for et afskyeligt skridt! Vanillin ansporer ikke dét i mennesket, som jeg kan, men fremkalder udelukkende en pseudo-følelse”.
På spørgsmålet om hvilke væsner, der finder ind i dette kunstige produkt, svarer bælgvæsnet:
“Standardiserede sjælevæsner, nærmest en slags plastikvæsner. Hver orkideplante og hver vaniljebælg er forskellig fra de andre. Kun gennem det faktum, at hver blomst kun blomstrer én enkelt dag, har hver plante ved sine blomster modtaget noget ganske specielt fra dagskvaliteten. Planterne har også vokset på forskellige steder. Hver vaniljeplante og ligeledes også hver vaniljebælg har en snert at noget individuelt og egenartet. Vanillin bliver derimod altid fremstillet af tonsvis af de samme bestanddele. Naturligvis kommer også hertil en dagskvalitet, men det gælder så for mange tons vanillin, som sammenblandes i en maskine. Dermed opstår noget i det sjæleligt smagsmæssige – som en plastik-væsenshed. Dette pulver ensretter den menneskelige følelse”.
Historien gentager sig
De seneste år har orkaner og cykloner ødelagt høsten for i forvejen fattige vaniljebønder. De heraf følgende, voldsomme prisstigninger er ikke kommet bønderne til gode. De har i nogle tilfælde stiftet gæld med “sikkerhed” i det kommende års høst, som så også har slået fejl. Når vaniljen er blevet så værdifuld er den selvfølgelig også blevet genstand for svindel og tyveri. Bønderne oplever, at deres vanilje stjæles fra planterne, hvorfor de har begyndt at høste bælgene tidligt, dvs. før den lange modningstid er forbi og dermed før, bælgene har udviklet aroma. Det forklarer, hvorfor vaniljekranse bagt med frø af en billig, lille og runken vaniljestang er en kæmpe skuffelse – de smager overhovedet ikke af vanilje!
Tanken om, hvad det er for et liv, disse vaniljebønder her i 2018 fører, leder i retning af slaveri. Historien gentager sig. Der er fortællinger om, at gældsatte bønder låner deres døtre – som endnu er børn – ud til kreditorerne. Man kan kun håbe, at gode initiativer, som heldigvis også sættes i værk, vil lykkes og komme bønderne til gode. Eksempelvis forsøger store fødevareproducenter sig med opkøb og dyrkning af vaniljeplantager under ordnede forhold.