Tripmadam eller bjerg-stensurt (Sedum reflexum) kendes bedst som stenhøjsplante. Har man den først i haven, dukker den op alle vegne. Den er dog overset som krydderurt på trods af, at den er spiselig hele året.
Når jeg fremhæver den her på bloggen, er det især fordi, den naturligt hører til i vores nord-europæiske flora. Den tilhører sankthans-urterne, som fortrinsvis er udbredt på den nordlige halvkugle. Det vil sige, at tripmadam som krydderurt er tilgængelig for os uden, at den skal transporteres hertil. Desuden er den undselige plante med til at holde på fugtigheden i de tørre og stenede områder, hvor den vokser. Den er flerårig, tåler frost og klarer sig igennem både tørre og våde perioder. De smukke gule blomster, som er samlede i skærme, bestøves af insekter. Frøene spredes af vind, vand, dyr og mennesker, men planten breder sig i høj grad også ved at sætte rødder ud fra forgrening.
Tripmadam dyrkedes i klosterhaver og anvendtes også som lægeurt. Den indeholder c-vitamin og blev før i tiden brugt imod skørbug, men er blevet udkonkurreret af andre c-vitaminkilder. Den har en vanddrivende effekt, lige som den også har en regulerende virkning på et forhøjet blodtryk. Tripmadam skal spises frisk og har en syrlig smag. Den egner sig ikke til tørring, da den herved mister sin aroma, men den kan fryses.
Selv er jeg ikke begejstret for for store mængder, men et drys af de små nåleformede blade over en ret er både forfriskende og dekorativt. Jeg tænker, at moderne madkultur, som ønsker at gøre brug af lokale råvarer, vil få øje på tripmadam som en forfriskende ingrediens.
Sådan kan man se på planten og gøre sig tanker, men man kan også spørge plantens ånd! Det har et par seriøst arbejdende mennesker gjort. Wolfgang Weirauch har i samarbejde med Verena Staël von Holstein interviewet et stort antal planteånder. Af forordet til bogen, Gewürze und Kräuter II, Flensburger Hefte II/2016 – FH 132, fremgår, at disse samtaler finder sted gennem formidling af Verena Staël von Holstein, som besidder evnen til at omsætte oversanselige væsners tegn til menneskeligt sprog.
Tripmadams forhold til elementarvæsner
Det følgende belyser og bekræfter, hvad vi beskæftigede os med i indlægget om de fire elementers væsner under kategorien, Elementarvæsner. Tripmadam-plantens ånd, “Store Tripmadam”, fortæller til Wolfgang Weirauch og Verena Staël von Holstein (oversættelse ÅN):
“( . . . ) Jeg formår at forene tre principper: Det sig selv opløsende, de fine nåle, som opløser sig i luften. Jeg bærer i mine blade også jordelementets faste stabilitet og vandelementet i spændstighed og god udformning. Denne trefoldighed i bladene skulle andre planter eftergøre! Vi har på den måde en god forbindelse til undinerne, men også til sylferne og gnomerne.
( . . . ) Almindeligvis går undinerne på en måde ud og ind, især dog i de planter, som udsættes for stærk fordampning. Undinerne går da fra den ene til den anden form, fra den vandrige, nærmest dråbeagtige skikkelse til det dampagtige vands. Når du som menneske ånder, indånder du også løbende sådanne undiner, for luften er for det meste fugtig. Helt tør luft oplever I derimod som meget anstrengende. Planternes bladområder er altså der, hvor undinerne veksler deres form fra den kompakte, dråbeagtige til en udvidet skikkelse. Undinerne forvandler sig på bladoverfladen og overgår i en fuldstændig udbredt form. Hos mine blade er dette dog ikke så stærkt tilfældet, fordi jeg ophober vand i dem.”
At planten har udset sig de stenede voksesteder betyder, at den har en god forbindelse til gnomerne og stenvæsnerne (klippernes vogtere). Der må skelnes mellem sten- og jordvæsner, lige som vi også skal vide, at gnomerne i jorden ikke er dværge, som de ellers skildres i mange børnebøger. Fra gnomerne og stenvæsnerne får tripmadam sin stabilitet og sin “boblende intelligens.” Den modtager informationer fra alle elementers væsner, fordi den er i god samklang med dem alle.
Individualiteter i fælleskabet
Tripmadam udtrykker i sine blomsters gule farve sin samhørighed med planeten, Jupiter. De mange små blomster sammenstillet i en skærm afspejler salamandernes tilstedeværelse. Salamanderne optræder typisk i grupper – ild-grupper, lige som de også gør det i en kerte-flamme – ikke ved selve antændelsen, men senere.
Store Tripmadam: “I mine skærme byder jeg på et givent tidspunkt salamanderne en plads med henblik på den kommende frøsætning, så at hver salamander kan kere sig om sit eget frø – at frembringe det. Med skærmene imødekommer jeg dem i deres livsprincip, men de er en gruppe af individualiteter. Det udtrykker jo også en menneskelig karakter: Individualitet i fælleskabet. ( . . . ) Det er netop salamanderprincippet, som jeg har beskrevet. Individualiteten i fælleskabet udtrykker sig nu også i frugten. I blomst- og frøområdet ser man altså, at jeg ikke kun har forbindelse med gnomerne, undinerne og sylferne, men også med salamanderne. Selvom vi lever i en slags fælleskab, for vi vokser sammen i store klynger, er vi individuelle planter. Vi er hver især individualiteter i gruppen. Alligevel er vi stærkt organiseret i vores ”firhed” – jord, vand, luft og ild. Vi elsker også solen og kan pga. vores store vandholdighed klare tørre perioder – dog ikke uendeligt lange. Ligeledes kommer vi også godt igennem regnperioder. Egentlig klarer vi os godt i al slags vejr. Vi er også små nok til, at vinden ikke knækker os – og samtidig er vi luftige nok til, at luften kan suse igennem os. Og regnen hjælper vores frø med at flyde væk, når de er modne”
At geråde ud i glemsel
Hvordan mon det er for en plante – dens plante-ånd/plante-jeg – at have været en skattet lægeurt, og nu være så godt som ukendt?
Det betyder, at den trækker sig noget tilbage fra verden. Den var oprindeligt skabt til at være til rådighed for menneskene som helbredende plante og som krydderurt. Den har haft til opgave at føre os igennem bestemte processer. Det arbejde er endnu ikke fuldført men er blevet afbrudt. Planten kan stadig anvendes, hvis vi ville genopdage den. Som nævnt, har den et højt indhold af C-vitamin og virker regulerende både på vores blodtryk og “vandhusholdning”. Dens regulerende egenskaber virker også i forhold til andre krydderier – hvis vi f.eks. krydrer for meget. Og er man blevet solskoldet eller stukket af insekter, kan det lindre at knuse og gnide den på huden.
Ønsker vi imidlertid ikke at gøre brug af plantens egenskaber, vil Store Tripmadam som plantevæsen være mere og mere optaget af at søge sig en ny opgave, som ikke står i forbindelse med menneskene. Planten vil således over tid – lang, lang tid – skulle antage en ny fysisk skikkelse.
Og hør, hvad Store tripmadam med en dejlig humor siger: “Der findes jo mange planter, som ikke står i nogen forbindelse med menneskene. I har f.eks. ikke ret meget at gøre med græs, bortset fra, at I gerne lægger jer i det. Men køer har f.eks. meget med græs at gøre, for de spiser det uafbrudt”.
Tripmadam repræsenterer udholdenhed og nøjsomhed. Derfor kan den trives her i nordligt beliggende egne. Tidligere var vi nordboere også repræsentanter for udholdenhed og nøjsomhed i vores levevis. Vi ernærede os af, hvad naturen frembragte, og hvad vi selv kunne dyrke og avle. Dengang var vi tvunget til at anvende vores egne energi- og vitamin-kilder, hvis vi skulle overleve. Nu er vi forsynet med fødevarer og krydderier fra hele verden året rundt, og skulle vi savne yderligere tilskud, står medicinalindustrien klar med et stort udvalg. Det er nemt, vi behøver ikke at få jord under neglene – vi behøver faktisk heller ikke at tænke os om.
Men hvorfor egentlig “gå over åen efter vand”? Det ville være oplagt, at genopdage denne plante og dens egenskaber og finde anvendelse for den i moderne madkultur, som sætter fokus på anvendelse af de fødevarer, som er tilgængelige for os lokalt.
Vi kan ikke standse klimaforandringerne bare ved at spise tripmadam, men vi kan lytte til, hvad den har at sige os, være opmærksomme på, at vores adfærd og fremfærd har store konsekvenser ikke blot for en lille undselig urt, men for vores samlede økosystem.
Glemmer vi i vores magelighed, hvad naturen har skabt for at være menneskene til gavn, må naturen og dens væsner nødvendigvis også glemme os.